Lægekunst og medicin gennem tiderne

Medicin

droger fra de varme lande

Urter og planter

Apoteket

Hospitalet

klosterhaven, urter og spitalerne

sygdom som våben

influenza

pesten på Amager år1710
Lyt MP3


kopper år1825
Lyt MP3


Pest (jersenia Pestis), enten som byldepest overført af rotteloppen på den sorte rotte (rattus Rattus), eller som luftoverført lungepest har været kendt igennem tiderne, men med århundredeskiftet i år 1500 tog man hul på en række nye sygdomme som fx. pokker (syfilis) der stammede fra Columbus ekspedition til Amerika. Spredningen skete via lejesoldaterne, der rejste med krigene og besøgte lokale skøger og så derved spredte pokker ud over Europa midt under pavens jubelår.
Fra Rom medtog også pilgrimme kønssygdommen til fjerne egne som Skandinavien.


 

Nogle alvorlige sygdomme:

Anthrax (miltbrand),
ebola (marburger mv.),
encephalitis (hjernebetændelse),
fuglesyge (ornitose, papegøjesyge),
gul feber,
influenza,
Kopper,
kolera,
leptospiro (rotte/muse-urin feber),
pest,
pølsegift (butoli),
salmonella (musetyfus),
tuberkulose,
tyfus,

              
               Doktoren ved den syge pige
  Der skal et godt helbred til at være syg og især i gamle dage hvor man årelod, gav bræk- og afføringsmidler, medicin med tungmetaller og gift og barberen opererede. Man mente at sundheden afhang af ligevægten mellem kropsvæskerne blod, slim, gul galde og sort galde. Man forsøgte så at fjerne "giften" eller "det dårlige" fra kroppen ved at kopsætte eller påsætte igler og man brugte magi som en del af behandlingen.
Hippokrates og Aristoteles docerede at slim fra hjernen blev blandet med blodet og gav sygdommen og helt op til år 1900 brugte man i Paris påsætning af igler på brystet mod lungebetændelse. Lægeiglen (blodiglen på 5 cm. med de 2 røde striber på ryggen) blev især populær i 1800 tallet med ikke mindst napoleonskrigene. Dens blodfortyndende stof hirudin har givet ideen til bl.a. antikoagulationsmidlerne mod blodpropper. De blev anvendt både oppe og nede. Imod hæmorider og bylder og ved halsbetændelse blev iglen bundet til en tråd gennem kroppen og sænket ned i halsen. Pasteur blev påsat 16 igler bag øret da han i 1865 fik en hjerneblødning. Indtil 1933 var det påbudt apotekerne at være forsynet med et passende antal, som de opbevarede i kælderen i kasser eller iglepotter af glaseret ler. De blev bl.a. indført fra det sydlige Ungarn og Rusland , hvor de blev fanget ved at bønder vadede ud i moserne ved Poltava hvor iglerne satte sig fast på deres ben. Da forbruget var stort sank bestandene fra Böhmen til Sibirien, hvorfor man lavede specielle iglesøer til avlen. De må ikke blandes med den almindelige igle, da denne vil dræbe lægeiglen.
 
     
 
Hygiejne (Antiseptikken, sepsis betyder blodforgiftning): Det var Ignas Simmelweis der først blev opmærksom på at lægers håndvask med desinfektionsmidler kunne forhindre mange dødsfald pga. barselsfeber, men ideen blev ikke vel modtaget af kollegaerne, der fortsatte med at gå direkte fra obduktioner til fødegangen uden at vaske hænder. Simmelweis brugte klorkalk (der udvikler frit klor!) til håndvask med stor effekt, da klor i få % koncentration er kraftigt bakteriedræbende. Det var først Louis Pasteur der slog igennem med sterilisering da han opdagede bakterierne. Josef Lister foreslog indførelsen af karbolspray (fenol) på operationsstuerne. Det virker også i få % opløsning, men har en række alvorlige bivirkninger fx. at karbolomslag gav koldbrand og iøvrigt lugter kraftigt af "hospital". Efter håndvask skylles med håndsprit dvs. 70% sprit (eller 30% propylalkohol). Idag bruges ofte rodalon til desinfektion, da det virker 10 gange så kraftigt, (men dog ikke må blandes med sæbe, da det ophæver virkningen) og aseptik, dvs. princippet om at fjerne bakterier mv. fra sår, omgivelser, instrumenter og handsker allerede inden operationer mv. og så bruge antibiotika som extra sikkerhed mod infektioner bagefter.

Bedøvelse: Det første effektive bedøvelsesmiddel til operationer var æter (diethylether). der i 1846 blev brugt af (tandlægen) Morton  ved en amputation. John Snow beskrev senere hvilke doser der skulle anvendes. Man havde tidligere brugt at drikke spiritus som bedøvelse, hvilket dog slet ikke giver  bevidstløshed og afslappelse af krop og muskler i samme grad som æter, der faktisk er et udmærket middel med statistisk kun et dødsfald ved hver 10 000 bedøvelser.
Æter er dog meget explosionsfarligt og man brugte jo stadig åben ild som belysning! Det kan også danne peroxyder ved henstand, hvorfor det blev opbevaret i kobberflasker eller med magniumstrimler i glasflasken, ligesom man kunne tilsætte alkohol for at holde æteren fri for peroxyd. Æter laves af alkohol og svovlsyre.

Homfrey Davis opvarmede ammoniumnitrat og fik dannet lattergas (kvælstof-forilte), men det er dog ikke så effektivt som Æter, men har dog fundet anvendelse hos tandlæger. Navnet kommer af at gassen kan give euforiske oplevelser!

Simpson fandt nu kloroform ved at undersøge en række væsker for bedøvende virkning og da dronning Victoria i 1853 brugte det ved en fødsel, blev det lettere anerkendt, ligesom det blev brugt ved den komplicerede fødsel af den senere tyske kejser Wilhelm 2. Kloroform medfører dog statistisk 10 gange så mange dødsfald som æter (dvs. 1 ud af 1000 bedøvelser), hvorfor det ikke anvendes mere. Idag anvendes halothan og ketamin ofte og ved en kombination af midler er dødsraten nu bragt ned på 1 ud af 200 000. Til lokalbedøvelse blev anvendt cocain og i 1905 tilkom syntetisk novokain (procain), der idag dog erstattes af lidocain der indsprøjtes lokalt og blandet med linolie til "linament", der påsmøres huden mod kløende myggestik eller før injektion, så den ikke mærkes.
Kurare blokerer nervernes signal til musklerne og bliver derfor brugt til at lamme patienten med, så han ikke bevæger sig under operationen og derfor behøver mindre bedøvelse. Planten blev brugt af sydamerikanske indianere som pilegift og laves af forskellige planter (stryknos toxifera mv.).


                                                                   
                                                                    Blandt de store dræbere var tuberkulosen
                                                                             
      En god gammel hostesaft kunne fx. laves af solbærsaft, pebermynte, engelsk lakrids og lakridsrod, altearod, honning, indisk hamp, opium, pigæble og solbærrom.