Computeren er egentlig også  John Von Neumanns ide. Von Neuman (født 1903) var uhyre interesseret i matematik, og tog Ph.D. ved Budapest universitet i en alder af 23 år. Efter emigration til USA i 1933 blev han ansat sammen med Einstein ved det nye Institut for avancerede studier i Princeton. Han deltog fra den 2.verdenskrig i udviklingen af A(tom)-bomben og senere H-bomben (brintbomben), men vendte efter krigen igen tilbage til sin besættelse af tal. Han fik overbevist ledelsen ved IAC om nødvendigheden af at fremskaffe 100 000 $ til bygningen af MANIAC, der senere blev fulgt af JOHNNIAC og IBM 701. Pengesummen var dengang et anseeligt beløb. Neuman blev senere strategisk rådgiver for Præs. Eisenhover, og menes at være forbillede for den rullestolsbundne "Dr. Strangelove" i Stanley Kubrick’s film af samme navn om dommedagsbomben og "mennesket som maskinens offer", hvor hans ungarske accent og dommedagsideer tydeligt genfindes. Han døde i 1957 efter at være blevet ramt af cancer i bugspytkirtelen.

Som den første rigtige (elektroniske) computer regner man ENIAC (Elektronical Numerical Integrator og computer), der blev afsløret i 1946, og som bestod af 19000 elektronrør og 6000 kontakter. ENIAC-computeren var i stand til at summere 5000 tal på et sekund og 3 år efter kommer så transistoren, og så udvikler IBM i 1956 den første elektroniske harddisk til computer. I 1957 kommer første danske elektronrørs-regnemaskine i stand til at gøre 18 000 regneoperationer pr. sekund (kom på Teknisk Museum efter 10 år), senere fx. RC4000 (RegneCentralen) m. 250 000 regneoperationer pr. sekund.
Fra rør og transistor til integreret kreds og computer: Radiorørene har sine fordele fx. en "varm" musikgengivelse, stabilitet mv.,  men især for udviklingen af computeren blev transistoren et vigtigt komponent .  Computeren varmer tilsvarende elpæren (den gamle Intel-processor på 233 MHz fx. ~ca.70 W pære ) men da radiorøret bruger 1 mio. gange mere strøm end transistoren*, så  ville det med rør være utænkeligt  med små personal  computere med flere Gigahertz hastighed og deres store elektronisk lager (Mindre varme betyder bl.a. mindre pladskrav, som er essentielt i EDB-processoren idag, helst ville man vel have hele sin computer på et plastkort, med evt. externt, trådløst, ubegrænset lagerkapacitet og Internet med telefon og musikafspiller).

      første transistor

Transistor: (fra transfer resistance*) Elektronventil af stort set samme virkning som elektronrøret, men med en række fordele i forhold til dette. Anderledes solidt end røret af glas, ligesom transistoren ikke slides op ligesom røret (pga. rørets varmeafgivelse fra katodens opvarmning).               
*Ohms "lov": Modstand x strømstyrke= spænding (dog ikke hos superledere!)                                      

 
   herover ses nogle resultater af transistoren: Transistorradio, Integreret kreds                       og  Den elektroniske lommekalkulator

Transistorens "fader" William Bradford Shockley blev født 13. februar 1910 i London og man kunne hævde at hans interesse for fysik, metaller og halvledere ikke kom fra fremmede idet moderen var mineral-undersøger, mens faderen var mine-ingeniør. At fødestedet blev England skyldtes, at forældrene var på forretningsrejse her på daværende tidspunkt. William blev i 1936 ansat på de berømte Bell laboratorier, hvor han var indtil 1955, dog med en mindre pause fra 1942 til 45 hvor han deltog i undersøgelser i forbindelse med den amerikanske flådes ubådsprogram.
Sammen med John Bardeen og Walter Brattain blev William Shockley opfinder af  transistoren. De to forskere, der hos Bell laboratorierne arbejdede for Shockley, opdagede kort før jul i 1947, at når et elektrisk signal blev tilført en germanium-krystal blev udgangsstyrken forøget. Shockley var ikke selv tilstede, men blev en vigtig vejleder for udviklingen af ideen. Shockley opnåede bachelorgrad og senere Ph.D. på en afhandling med titlen "Beregninger over elektronens bølgefunktion i natriumkrystaller". Shockley var ikke mindst teoretikeren, der forklarede baggrunden for, og en videreudvikling af, denne halvleder hvis praktiske fremstilling, i 1951, igen blev gjort af Bardeen og Brattain. 
Udviklingen tog de følgende årtier fart. Adskillige firmaer brugte "sandwich"-ideen og på markedet viste der sig hurtigt talrige udgaver med forskellige mål og udformninger. Udviklingen beror på indarbejdningen af urenheder i de forskellige lag i transistoren. I dag laves flere transistorer end der trykkes bogstaver i samtlige bøger, blade, fotokopier samt computerprint og de findes i mange ting fra talende julekort til avancerede computere, ikke mindst i form af integrerede kredsløb, hvor man især arbejder med størrelse og reduktion af strømforbruget, hvorved varmeudviklingen kan reduceres for igen at levne mulighed for sammensætningen af flere integrerede transistorer mv.
Shockley sluttede på Bell laboratorierne i 1955 for så året efter, at grundlægge sit eget firma (Shockley semiconductor Laboratory). Senere blev han udnævnt til professor på Stanford (1963) og han døde i San Francisco 12. august 1989. Nogle vil huske Shockley mere for hans giftige raceanskuelser end for hans deltagelse i udviklingen af den lille vigtige komponent, der revolutionerede verden, elektronisk.
De tre fysikere modtog, i fællesskab, nobelprisen i 1956. Den store udvikling af Silicon Valley tilskrives til en hvis grad Shockley, der, efter at have forladt Bell Labs i utilfredshed med lønnen, var den der, som det siges, bragte silicium til Silicon Valley.
På Shockley semiconductor Laboratory arbejdede den lille stab med at fremstille siliciumhalvlederen der i større grad tåler varme og fremstilles af et stof der findes i enorme mængder på jordoverfladen, om end det er sværere at renfremstille end det relativt sjældne germanium. 
Det fortælles at Shockley udviklede en form for paranoia mod sine medarbejdere, om hvem han troede at de kun ønskede at forpurre hans projekt, hvorfor han i udbredt grad forhindrede et samarbejde mellem kollegaerne på laboratoriet. Hans ledelsesstil var i den grad et problem at flere af hans tidligste medarbejdere flygtede og resten søgte hjælp hos investoren Arnold Beckman, hvilket dog ikke gav det forventede resultat, således at de følte at de måtte finde sig andre jobs. Det firma der opstod som følge heraf blev moder til en lang række af andre firmaer, idet man her genoptog en af Shockleys forladte ideer, den kommercielle siliciumtransistor. Et projekt de fik financieret af Fairchild Camera og Instrument Corp.
Da William Shockley døde anså han sine racistiske teorier for vigtigere end hans bidrag til skabelsen af den 130 Mia.$ industri (1998), som halvlederproduktionen er blevet til. Blandt, de odiøse, raceteorier, han fremførte, var den om den kaukasiske races overlegenhed i forhold til sorte amerikanere og om det overflødige i at undervise sorte, ligesom han var talsmand for (frivillig) sterilisation af mennesker med IQ under 100. En tanke der ligger sig op af nazismens teorier og som han, ukritisk, fremførte på baggrund af IQ-prøver fra det amerikanske militær. Inden canceren indhentede ham, opnåede han, på ottendepladsen, at blive indvalgt som senator, på, netop, sine forkvaklede raceteorier, der altid medførte buh-en og lydelig kattejammer når han fremførte dem. 
   I 1968 grundlagde 2 af "de 8 forrædere", som Shockley kaldte dem, firmaet Intel, hvor den integrerede kreds bl.a. blev til mikroprocessoren i computeren, den såkaldte "Computer on a chip", der var en fortsættelse af en germanium-chip fremstillet af Jack Kilby fra Texas Instruments og en følge af Robert Noyce’ arbejde, hos Fairchild, med ætsning af transistorer, men også de ledende forbindelser i silicium-vaflerne, hvilket gjorde "chips'ene" hurtigere samt lettere at fremstille. Intel lavede også en berømt hukommelseschip. Den anden Intelgrundlægger Gordon More, fra forrædernes kreds, er nu kendt for "Moores lov", der siger at chipsenes hastighed fordobles hver 18 måneder, mens prisen falder. Noyce døde i 1990, 62 år gammel , men angav Jack Kilby som medopfinder af den integrerede kreds.