Stenalderen                                                       opdateret aug2012                         oversigt over artikler
Stone age. This page introduce the ritual as it is explained in the petroglyphs of Scandinavia, namely the helleristning rock carvings, which has been explained and translated now by mr. Jannik Vemmer from Denmark. It is the myth about two giants (earth and sun) who is drawing the 4 time ships making the year and their revival of nature and growing cattles and pigs every year. The ships shows up to be calendars of different kinds but most of them exhibit the spring ritual. This introduce the bronceage rising from the stoneage. It is the explanation of the bog man and many unknown points which now can be explained. I am sorry for not having much in english or other languages.
                             

I stenalderen overtager agerbruget efter årtusinder med samlere og jægere, der siden istiden har levet på den store steppe, der efterhånden blev oversvømmet.
Danmark begyndte at løfte sig mod nord. Isen og dens tryk var væk, klimaet blev varmt og med indførelsen af husdyr og agerhøst var der overskud til menneskets ypperste evne, den abstrakte tankes udvikling. Det nye menneske er født. Kulturen er skabt og grundlaget for en mytologisk billedverden er dermed lagt.
Der er en tro på at kraft findes i stenene, som en slags jordens æg, mens fugleæg selvfølgelig er himlens. Denne kraft kan frigøres ved at knuse stenen og og ved at samle store stenmassiver både til templer og storstensgrave.

I årtusinder jager og især samler stenaldermanden sin føde.
Dette er naturens fusion med menneskets kraft. Mennesket mod naturen. Man laver køller og spyd, pile og buer. Mennesket underlægger sig naturen ved at skaffe styrke fra naturens kræfter gennem træ, sten og hjortetakker. Gennem arbejdet kultiveres naturens kræfter og man ser at alt hænger sammen i et (Øko-) kredsløb. Af vinter kommer sommer, igen og igen. Her opstår måske tanken om at holde rede på (års)tiderne, dyrenes træk, oplagring, rejse med renerne eller mod syd til varmere steder hvor slægten måske stammer fra eller ihvertfald uden en fjendtlig befolkning. Man stifter senere derfor bekendtskab med tamoksen og agerdyrkningsmetoden og næste år vender man tilbage til det dejlige område her hos os, rydder agerland og skaffer forsyninger, der hjælper igennem den kolde lange vinter som vi har.

Agrarsamfundet kommer til: Øksen bliver vigtig og en forudsætning for agerbruget, men også inden 4000 fvt., hvor jægeren har brugt den som køllen, men vigtigere til at bygge huse og skaffe træ. I den lange vinter i huset, har man lavet mange slags redskaber og våben. Grave- og kurvearbejder har givetvis været vigtige at have klar til foråret og måske trækar til fx. vand og honning. Man har fældet mange træer til jægerlivet. Derfor får øksen en fremtrædende plads i myten: Vi skabtes og voksede frem, da kæmpens økse hævedes og kultiverede jorden. Den (dvs. styrken) falder i vinteren, men genrejses ved forårsjævndøgn for at kulminere ved sommersolhverv. Her kæmper de 2 jætter så med deres 2 økser.
Billedet: Egern i hasseltræet mæsker sig med de friske lysegrønne nødder og en del falder så på jorden, hvor de kommer andre til gode eller spirer til nye træer.

 

 

Egern fouragerer i hasseltræ
                                                                                                                          
     Anatolien, moder jord
  Stonehenge blev rejst for mellem 4.000 og 4.500 år siden. Der findes også en woodhenge, Avebury og King’s Newnham, Warwickshire oma.

Avl og agerbrug
i billeder af sten

På et tidspunkt begyndte man at riste tegn i stenene og så kan vi læse ristningernes tegneserier.
Læg mærke til den overensstemmelse der er i avlsugerne fra Bornholm og Sverige herunder, øverst (samt til urokseknoglen fra stenalderens ældste tid). Skibenes størrelse er ens mht. stregantal. Symbolmæssigt supplerer de hinanden, som vi kan se på mange andre sten. Forstavnen repræsenterer den uge hvor jævndøgn afslutter ugen samt den første uge efter (solugen, NB. stævnen har 2 streger), så kommer der 2 streger (=tornen, mrk. blå) og 1 for såugen (grøn), 2 for dyreavlen (røde), en for mandens (gul) og en for naturens avl. Naturkæmpen står ovenover. På Bornholmsristningen (herunder øv.th.) ses en anden måde at riste skibene på med streger i fribordet istedet, men stadig er der avlstiden, kan man se af dyret og manden på dækket. Skal nok tælles således: stævn for jævndøgn, så solugen, så 2 streger (tornen), 1 såuge+2 dyreuger+1 mandeuge+1naturuge som bagstavn, hvilket tilsvarer førstnævnte fra Sverige (ialt 9 roere incl. stævn og hæk= avlstiden). Th. ses et dyr og en menneskekæmpe på skibet, med arme hævet til jævndøgnshyldest, lige nedenunder vises, at avlstidsskibet er en del af forårsskibet. Nedenunder ses sommerskibet fra solhverv til og med efterårsjævndøgn og her imellem ses båden med ofret til jævndøgnet og de 2 sole (blenderen), som båden forbindes til.  Nedenunder ses netop dobbeltsolen (gange 2 , kaldes her blenderen) og en der hylder med jævndøgnsarme, samt den døde med hånden under kinden og igen en der hylder med armene nedenunder og genfødsels-soltegn. Myten: Fra forårsjævndøgn rejses økserne indtil solhverv.

Det at man rejste og spredte sig ud i landskabet i mindre beboelser i bronzealderen, kunne være med til at udbrede kalenderføringen til de lokale steder, men det har krævet fortsat udveksling og formidling af stenalderens solpositionsmåling og astronomiske kalendertradition, ligesom forbedringer til kalenderføringens og mytens forståelse, nye kulturstrømninger osv. skulle formidles for at vi kan finde denne overensstemmelse i kalenderføringerne og myten, som der tydeligt tegner sig, hvorfor man rimeligvis har haft samme tro over et stort område, fra Balkan til Vestnorge fx. på de 2 solkæmper og grydens ritual.

Som ild og vand
Det er antageligt ideen om dobbeltheden sol og jord, der ligger til grund for dobbeltjættestuerne, der kan have del i ritens gennemførelse. Jordens kraft ligger i sten (og ben) og der findes ofte flinteod og kniv ligesom gryden og fadet findes. Fadet hænges om halsen på offeret og opsamler blod, der samles i gryden som livets bestanddele. Gryden er ophængt i fire snore, men ikke opvarmet over ild (viser ophænget). Ved dansen om gryden skabes kraft til væksten. Indholdet spredes på jorden og det er rent faktisk en stærk gødning, således at forsøg med blod, planter og jord ville vise at kraft faktisk kan skabes ved hjælp af grydeindholdet. På Glentehøjgryden ses symbolikken væksten skabes af dobbeltheden: (Jord)kraft og (sol)styrke. Gryden ofres eller kasseres måske fra tid til anden, men kan også være brugt og bagefter opbevaret i jættestuen mellem riterne. Der har været interessante dobbelte døre i jættestuerne og indretninger med nicher, stensætninger osv. Ved Tvede skov kan man næsten fornemme at indretningen af gangene er forskellige og tjener et formål som kunne være løbets start og slutning, hvor en skal saxes. Kompasorientering af kamrene vist her er ens, men ikke konsekvent for alle jættestuer. Bemærk Mytens tilstedeværelse på Isle of Man, hvor korset har hul til solen ligesom korset i Maribo klosterkirkes mur, altså solmålings-hul, svarende til "solriven". Desværre er stenene kun brudstykker, hvilket begrænser den sikre tolkning. Kan den med rødt mrk. mand være den døde mand og ikke grydekæmpen? Nok mindre troligt, mens naturkæmpen er sikker tydning. Han har vinterens knude over sig, og den binder årets tid sammen. Flere kors ses sammen, samt fisk og skib, som hører jo netop vinterkæmpen til. Det er ret hedenske kors! Krogen deler sig her i tvien. Krogen minder andre steder om den ægyptiske mundåbner, der genopliver faraoen fra mumie. Krogens funktion er hos os, at en sjæl gøres til 2 og derfor er den grydekæmpens attribut, mens naturkæmpens kors tvinger kraften frem fra jorden. Det genføder kraften fra jorden.


 

Grydekæmpen er også (lille) ODs herre og det er slående at spejlingen ser ud til at passe nøjagtigt med avlstidens kalender som vist herunder. 1, 2 og 3 angiver hvor jeg antager at ofrene gøres, først legemet og kødet ved 1, så et ben i form af knoglebruddet ved 2 og endelig blod og dermed sjæl ved 3. Den sidste uge i avlstiden er naturens uge, hvor gryden så er blevet fyldt af riten og den egentlige vækst kan begynde overalt. Naturkæmpens attribut er bl.a. korset, så når man ofte ser at korset bruges som angivelse af kristendommens tilkomst, er det altså et svagt argument, da korset bruges i helleristningerne som jordsymbol gennem flere tusinde år før. I sagens natur betyder det stedet for genopstandelsen af livet ud fra jorden ved hjælp af solens kraft og selv i nutiden anbringer nogle jo korset, der hvor legemet er gravet ned og hvorfra den døde vil genopstå til sin tid. Et kors kan jo godt symbolisere et genopstået menneske med sine udbredte arme og det er jo et ofte brugt Jesusbillede senere. Menneske og dyr er også symmetriske som dobbeltsolen og tiden, undtagen kønsorganet samt næse og mund og det har givetvis været symbolsk for talmagikerne.

Mere om jættestuerne. Døde under mulde
  

                   
Mange skeletter fylder nogle jættestuer som i dobbeltjættestuen Snibhøj, (tv. ses nogle af skeletterne mærket med gult S), men der er mange skeletter i begge kamre og de synes anbragt siddende op ad de store bæresten i det nordlige kammer og tørmurene af fliser lagt i mellemrummene mellem de store bæresten i det sydlige. Det kan være en del af myten om, at kraften fra legemerne går i jorden og skaber sten og grokraft for eftertidens slægter og der kan være forskellig baggrund for ligene i de 2 kamre. Det ene kan være med legemer og det andet med ånderne fra legemet og man skal også huske at de hylder hinanden i riten. Grydekæmpen giver ånd til jorden, vildkæmpen giver knogler. Det ville være nærliggende at de 2 kamre er forbundet til hver sin jætte, jordens- der ofrer legeme og solens- der ofrer ånd men det kan kun afgøres ved bl.a. en minutiøs statistisk gennemgang af kamrenes fund af hoveder (og -dele) samt  legemer (og lemmer, økser, knive, zigzaggryder og potter mv.). Teorien er at Snibhøj nordkammer er naturkæmpens og det sydlige så solkæmpens evt. med gryden. Det kunne forklare den specielle udformning af nordkammerets gulvplan, hvor der er et hjørne til kæmpen, der leder årsløbet. Skeletterne synes her lænet op ad stenene.
I Hvissehøj ved Randers er der 3 rum. Det inderste har en kun ca. 30 cm. indgang.
Det er vel et udtryk for at det rummer kæmpen, der kommer til syne og deltager i riten. I det mellemste rum havde hans menneskelige erstatning måske ophold mens løbs- og riteofrene var anbragt i forreste rum, klar til at blive jagtet afsted. Kompasorienteringen er ikke signifikant, men ofte mellem syd og øst.
Forskellige indretninger kan ses fx. nicher eller sten i gulvet. Der er også fundet ristninger inde i kamrene, ligesom på stenene udenpå. De lange gange med døre er bemærkelsesværdige og formentlig en del af riten. Der er fundet tegn på sammentræf ved udgravning af kulthuse fra ca. år 700, men en ændring sker i indretningen, så der laves runde huse af træ til riten. Den runde form symboliserer givetvis solen, ligesom skåltegnene. Vi skal altså være opmærksomme på at skibssætninger fx. kan være nyere indretninger med samme formål som jættestuerne 1000 år før. Skibet er jo årstidernes gang, som trækkes af kæmperne, der får kraft af jord og sol(hyldningen). Nicher og sten i gulvet kan være symboler på dels solen (med tællelys i nichen) og jorden med forbindelsen ned i undergrunden via stensætningen.

 

 

 

Ormshøj, Kalundborg

detalje der viser den specielle niche i væggen mellem de 2 kamre i dobbeltjættestuen. I det andet rum findes en stensætning i gulvet måske en slags fundament til en trone, hvor den døde måske blev anbragt som symbol på naturkæmpens død. Måske sidder goden først her som naturkæmpe og som del af riten. Stensætningen er for kort til et liggende legeme, men legemerne i jættestuerne er ofte anbragt siddende op ad væggen indtil de falder sammen og ender i knoglerod på gulvet. Sten og knogler synes forbundet af naturkæmpen der kan knuse sten så kraften frigives og bliver tilgængelig for bonden sammen med solens kraft.

 

 



Svends høj, Lolland

Enkelt-jættestuen af ganske omfattende dimensioner inspiceres af forfatteren m.fl.

Det er i øvrigt skammeligt at se, at højen er bevokset med store ødelæggende træer,
da den synes interessant, som del i undersøgelsen af ritens forbindelse
til jættestuerne generelt men også til Lollands lokale bronzealderpraksis.
Træer er både smukke og magiske, bare de altså ikke skæmmer og ødelægger oldtidsminderne, hvor de da heller ikke hører hjemme mytologisk. Den oldtidskyndige så dem nok hellere som en smuk allé fra mosen til højen med eg, el og taks, eller rundt om højene og deri ville naturen og dens dyr vel give ham ret.
 

                          bronzealderhøj, Lolland

Ritens gennemførelse er stadig gådefuld, men sammenholdt med det vi ved, kunne man foreslå årsløbet til at foregå i anlæg indrettet til det (Sarup-anlæg). Meget bliver stadig gisninger, som må vurderes og eftervises med tiden. Med vor viden i baghovedet kan vi dog gøre teoretiske anstillelser, som arbejdshypotese og til forståelse af tankegangen i helleristningernes forskrifter. Spørgsmålet: Hvordan ville det i ristningerne læste kunne være anvendt i den praktiske riteudførelse. Da jeg studerede den lollandske jættestue (herunder og øverst, benævnt Kong Svends høj) faldt det mig ind, at den kunne tænkes anvendt efter det foreskrevne princip for årsløbet i forårsritualet, der er det hyppigste motiv i helleristningerne. Princippet der er illustreret nedenfor er så anvendt på netop denne jættestue. Der løbes gennem de 4 årstider symbolsk. Højens stenrække er længere end jordhøjens længde og gavlene indadbøjede med højere gavlsten, hvor bygninger kan have været anbragt. Helleristningernes sutsko formoder jeg er at forstå på lignende måde, altså som en hellighytte for riten med 4 årstidsrum der løbes igennem.

                                                                        

 

Der fremstår en anskuelse af at ben bliver til sten. Benenes kraft går i jorden gennem jættestuens vægge og genfødes som sten. Flint fødes ud af den hvide kalk og fuglene spiser sten (man ser kråsesten i fuglen!) og føder så de indimellem hvide æg, hvis hvide ligner de rensede, afblegede knogler og med pletter som om de er efterligninger af sten. Kalken er et kredsløb, som giver det vigtige flint, samt vores knogler og ben hvis styrke driver værket og fuglenes æg, der jo indeholder genfødselsmomentet, idet ægget revner og ud kommer fugleungen. Her kommer zigzag-momentet af rystelse, bevægelse og kraft ind: Ligesom naturkæmpen kan slå sten til energi, kan han også slå fugleunger af ægget med hjælp fra hunnen og vækstens kæmpe dvs. solen og grydens kraft gennem riten. Sådan er også kvindens/gudindens  stilling. Hun bærer kraften til genfødsel og er naturens datter. Hun bærer jordens kraft i sig og nærer frøet til nyt liv i sig. Det forklarer de mange ristninger af det sædcellelignende spirende frø der angives i kalenderskibene ved husdyr- og menneskeavlens uger. Fx. en hasselnød ligner jo også et brunt æg i opbygningen med skal og spiren indeni. Ved at studere datidens natur vil man altså kunne udfinde meget om forhistoriens mennesker i udbredte områder omkring os og især i Sverige og Norge. Vi er altså ægte brødrefolk med dem siden stenalderen, hvilket sproget stadig vidner om og dvs. at sproget kan have været relativt stabilt for nogle ords vedkommende. Det er jo slående med anvendelsen af specielle bogstaver som æ og ø (ä,ö) samt å lyden. Men selv dialekter forstås jo dårligt i dag og mange unge forstår end ikke svensk og forveksler det ind imellem endog med norsk (og svenske unge forstår tyvar ikke dansk længere)!

 



Antropologisk intro til Kæmpernes verden:
I Saxos historie berettes om jætter og mennesker klædt som disse kæmper. Dette har ført til at vi benævner den yngre stenalders høje med stenkamre, som jættestuer og kæmpehøje og de har fået navne som Kong Svends Høj, Kong Asgers høj osv. men måske er der faktisk tale om ritepladser med et længere varigt brugsforløb i forbindelse med forårsriten og slægtsdyrkelsen. Ved eftersyn af Kong Svends høj, som den kaldes, på Nordlolland, viser det sig at den kunne være oplagt som del af helleristningernes forklaring af ritens forløb, hvor et af skibene passeres gennem bunden, for at afgøre hvem der bliver den sidste i årsløbet. I ristningen fra Norge tegner sig forskriften om at 4 deltagere anbringes bundet i formentlig vinterens rum, mens andre 4 løber en årsløbsrunde. Derefter løber de sidste 4 og en tages ud med reb om halsen og trækkes væk. Alle løber med hævet soltegn, men den sidste vises med mærkning ved det hævede soltegn med køllekæmpen bagved.

Saxes historie bliver interessant i forbindelse med studiet af gamle overleveringer på linie med studiet af kalkmalerier osv. En iklæder sig dyreham og leger kæmpe foran møen der først smider dyden da han smider hammen, ligesom  (i helleristningernes beretning) væksten, der først gir frugt, når vinterens kæmpe har smidt hammen.

I Australiens aborigin billeder fra Arnhemland og Bradshaw finder vi morsomt nok kravet om riten der sikrer næste års vækst og kæmperne, der ved jordens skabelse kom op af jorden og nu driver værket. Ved hjælp af en snor kan de rejse med lynhast og de er store og farlige i forhold til mennesket og dyrene der ses i billederne, der hvert år skal opmales for at sikre naturens fremgang og forhindre tørke og nød. Lighederne til vor historie i helleristningerne mm. er stor: Snoren, der også er en tidsmåler og ofte anbragt om halsen på moseligene, kæmpens kølle, taktstaven, spyddet og mindre spyd =pile og posen om halsen med magiske ting som indhold. Australiens jæger og samlersamfund har skabt samme forståelse for verdens indretning som vi fortælles i ristningerne fra Skandinavien og ligesom ristningerne i Norge viser rensdyr der er gennemlyst som et röntgenbillede findes hos aboriginerne sådanne kænguruer. Der er nærliggende at der er en yderligere mytologisk betydning i dette sammenfald, altså er der (selvfølgeligt) er et mytisk budskab i indvoldene. Det kunne synes som om de norske rener har skibenes kalenderfunktion i indvoldende, men dette aspekt kræver yderligere undersøgelser. Hornmusikken er også et fællestegn, omend vore dobbeltlurer har en unik udformning, mens australiernes dideridoo til gengæld har en særegen lyd. Der findes måske fælles forståelse hos naturfolk for solens personificering på jord og  menneskets og dyrenes virke som en del af solens og naturens årsforløb. Det er altså ikke unaturligt for nu at bruge det udtryk, at helleristningernes forskrifter har rod i jæger og samlerens tankegang, der bliver til agerbruget. Ja det er måske forklaringen på agerbrugets og ristningernes indførelse. Det er en naturlig tanke at tale om kæmpekræfter, ansvar for naturens gang osv., personificeret  og dermed populariseret for alle. Herremanden blev dermed støttet af myten og med agerbrugets overskudslagring og overskud af kræfter har det været indlysende at se en organisering der kunne skabe en oldtidsguldalder under bronzealderen med materiel fremgang og tænkning i mere philosofisk retning, som det ses i ristningernes tidsforståelse, der også fører til (op)måling af verden og ristning af forskrifter, myter og kalenderskibe. Det er også en udbredt tanke at en er udpeget til at administrere kalender og rite, som Ægyptens farao. Han er dermed ansvarlig for fremgangen og kan evt. miste sit religiøse omdømme eller endog livet som offer ved dårlig vækst og andre naturulykker, men han besidder også kæmpe-magt og kan oplagre og handle sig til store værdier gennem sin position som forvalter af riten og ofrene.

Artiklen er skrevet af Jannik Vemmer i forbindelse med redegørelsen for helleristningsskibenes betydning og hvad vi kan uddrage af ristningernes indhold.
Kalender og ritual i bronzealderen



udsendelser Elletræet     træet

           Svinekult hos Punamba i Melanesien

 

 

 

 

< Jættestuernes grundplan har en hvis lighed med bl.a. det her viste tempel på øen Gozo, Malta.

 

 

 

 

 


 

Jeg har gjort nogle noter til eget brug som dog medtages for dem der ønsker mere baggrundsviden. Det betyder så at det ikke er min anskuelse der er den fremherskende, men derimod de tidligere gængse anskuelser hidrørende fra før tydningen af ikonografien og myten i ristningerne:

Notater: Det er bemærkelsesværdigt at vore jættestuer oa. storstensgrave hyppigt har været brugt til et stort antal døde og i fundene indeholder Rav, flinteflækker, stenknive og økser, krukker og beholdere med zigzagmønster, syl og od samt evt. vildsvinetand el. knap. Stort set altid samme indhold og egentlig stort set ikke andre ting. Det er ikke tilfældigt hvad der er havnet der, måske 1000 år efter at stenalderbonden byggede gravhøjene. Der kan være træ eller trækul måske fra afbrænding af knoglerne og flinten, hvilket kunne skyldes en ændring i praktiseringen af begravelsen til ligbrænding som grækerne havde for skik. Noget der dog forlades igen, ligesom man igen tager jættestuerne i brug. Myten lever dog videre gennem omvæltningerne.
Gravhøjene er ret individuelt udformet men man har jo været begrænset af naturstenes egenskaber og tilgængelig arbejdskraft. Man skal jo samle mindst 20-30 store sten for at bygge sit eget lille anlæg. Det foreslås at nogle har haft specialkendskab til højens stenbyggeriteknik så man har kunnet få hjælp til konstruktionen, der er i sig selv er ret ens, med tørmure med birkebark mellem fliserne, en gang til kammeret, kammergulv af ler, sand og brændt flint, men også forskelligartede finesser som flere kamre enten kombineret med samme gang (Jylland) eller som tvillingestuer med hver sin (Sjælland).

I en grav har man fundet en mand, der har levet med en bronzeod i hoftebenet (Over Vindinge, Vordingborg; ref. Danmark, land og folk 1919, Hans Kjær). Han har fået et sår, men har overlevet med den helede skade og er begravet senere mellem familie. I værket læser man:

1909 undersøgt man en dobbeltjættestue i Ods herred
 Der har efter Oldsagerne at dømme ikke været nogen større
forskel mellem de tidspunkter, hvorpaa kamrene toges i Brug, og
brugen er fortsat nogenlunde lige længe. Gangene er tagne i brug, da
kamrene var fyldte saavidt, som man ønskede at bruge dem. Heller
ikke synes der at have været nogen afbrydelse af benyttelsen gennem
et længere tidsrum.

Adskillige af Oldsagerne var bleven ituslaaede og beskadigede ved
de Forstyrrelser, som de senere Gravlægninger havde bragt.
.......den samme Forstyrrelse gjorde sig gældende med
Hensyn til Skeletdelene af de mange, som Troldestueme igennem Aar-
hundrederne havde modtaget af de skiftende Slægters Mennesker.

Der fandtes Skeletdele af op mod et Hundrede Individer, Men kun
Benene af det sidst gravlagte Individ, en Kvinde, laa i den søndre Gang
i naturlig Orden. Hun var lagt udstrakt paa Ryggen, med sit Hoved
udad, mod Øst, med venstre Arm udstrakt langs Kroppen, højre bøjet,
med Haanden over Bækkenet. Uheldigt var det, at der ikke fandtes
noget, som kunde have hørt til denne Kvindes Gravudstyr. I det yderste
af den nordre Gang laa større Dele af 3 Individer i Orden; men her er
ogsaa gjort en af de yderst faa Iagttagelser, som mulig kan tyde paa den
i ældre Tid almindeligt antagne, men saa at sige aldrig virkelig iagt-
tagne Sædvane, at den døde gravlagdes siddende. Dybere laa et Skelet
med Fødderne mod Øst, men uden Hoved; et tredje, ligeledes ufuld-
stændigt, havde atter Hovedet i Øst. Der fandtes ingen Oldsager ved
noget af disse Skeletter, der alle var mandlige.

En Ordning af de ældre Skeletdele kunde kun sjælden bemærkes.
Dog laa 4 Hovedskaller i den ene af Gangene samlet i en Hob tæt op
til Væggen, uden andre, tilhørende Dele, og et andet Sted fandtes Lem-
meknogleme af et Kvindeskelet, stillede lodret op i Mellemrummet
mellem 2 Sidesten.

Ialt er de mangfoldige Menneskeben henført til ca. 98 Individer,
deraf 16 Mænd, 12 Kvinder, 50 Børn og 20 voksne af ubestemmelig!
Køn. Af Børnene er der flere ganske spæde. Med Hensyn til
Køn og Alder synes der altsaa ikke at være gjort nogen som helst Forskel.
---
Ved enkelte af Skeletdelene: Tandcaries var yderst sjælden, derimod var
der hos 8 Spor, delvis endog meget stærke Spor, af Leddegigt. Den daar-
lige Beskyttelse mod Klimaets Ujævnheder, særlig de ringe Huse, har sikkert
deres væsentlige Skyld deri. Hos en gammel Kvinde paa 60 Aar findes
Brud af Spoleben, lægt, men uheldigt sammenvokset, hos en anden
Brud af Albueben, hos 2 af Nøgleben eller Ribben; der fandtes et
Nøgleben af en Dværg
. Om de mere almindelige Forhold skal tales i
anden Sammenhæng.

— Den tyknakkede Øksetype er den Oldsagsform, som egentlig ka-
rakteriserer de danske Jættestuer; Oldsager, som tilhører Dyssernes Tid,
er sjældne. Derimod er der ofte fundet Dolkblade af Flint, hvilket
viser, at Brugen kan have varet ved til Stenalderens Slutning. I et
Kammer i „Brønhøj", Enslev Sogn i Djurs, fandtes helt foroven en
Grav fra tidligste Bronzealder. I nogle Titfælde er der sket Gravlæg-
ninger i en langt senere Del af Bronzealderen. Enkelte Jættestuer er
byggede helt mod Stenalderens Afslutningstid. — Flintøkser, Strids-
økser, Køller, Pilespidser og Dolke, Ravperler og større Smykker er
tillige med Lerkarrene de overvejende blandt Oldsagernes Mangfoldig-
hed. Lerkarrene var dem, som hyppigst skiftede Form og Dekoration;
væsentlig ved dem er det muligt at bestemme de enkelte Stuers for-
holdsvise Tidsstilling. Paa Sjælland varede Brugen af dem nok ved til
Midten af andet Aartusinde f. Kr., og de ældste er vel byggede henimod
et Aartusinde før. I Jylland standsede Benyttelsen i det hele tidligere.

Jævnsides med Benyttelsen af de yngre Jættestuer findes en ny
Storstensform, Graukisten, Hellakisten; ogsaa den er Flergrav, men
enklere og af mindre Omfang. Paa Sjælland er disse Stengrave ret ens-
artede, anlagte paa Undergrunden, endnu af store Sten, dog ikke som
Jættestuernes, mere mindende om disses Gang, med oprette Sidevægge
af 5 — 6 Sten, en svær Endesten i Vest, svagere Afslutning i Øst, og
med Dække af 4 — 6 Stenheller. Mellemrum fyldes med mindre Sten og
tættes med Ler. Over og omkring Kisten lægges ofte et Lag knust Flint,
og en Høj af ret beskedne Maal dækker det hele.

Gravkisten aabnedes i Øst, naar ny Gravlægning skulde foregaa.
Indtil 15 Gange er disse Smaakamre bleven benyttede {Marbjerg ved
Hedehusene). Ogsaa her ligger sædvanlig kun det sidste Skelet i Orden,
paa Ryggen, med Hoved i Vest. Fundene af Oldsager er sjælden synder-
lig store, dog tilstrækkelige til at vise, at de alene tilhører Dolktiden,
Stenalderens sidste Periode. Dolken er den karakteristiske Oldsagsform,
Pilespidser, Smykker af Hunde- eller Svinetænder, af Skifer eller Perle-
mor er traadt i Stedet for den ældre Tids Ravsager. Enkelte simple,
smaa Lerkar vidner om, at Skikken at medgive Rejsekost ikke helt var
glemt. Der kendes nu op mod et halvhundrede saadanne Hellekister,
fordelte over det meste af Sjælland, ligesom enkelte er bemærkede paa
Bornholm og Lolland.

I Jylland er Forholdet noget anderledes. Da Jættestuen her gik før
af Brug, har Hellekistens Tid varet ret længe. (ca2x4 mtr.red) ofte har det været
svært at finde saadanne Heller af tilstrækkelig Bredde, og der er an-
vendt Kunstgreb for dog at faa Rummet overdækket. I et hidtil ene-
staaende Tilfælde (Torderup) er der midt i Graven rejst 2 lodrette
Bærepiller.

---

Den Skik at bygge en større eller mindre Høj over den dødes Grav
er kendt over en stor Del af den gamle Verden og er ikke ukendt i den
nye.

----------

I Danmark har Anvendelsen af Højen som Dække over Graven
været almindelig i den senere Del af Stenalderen, i visse Dele af Landet
endogsaa eneraadende Skik, som den i Bronzealderen var det overalt.

----

Det samlede Antal af Høje har været meget betydeligt. I Danmark
til Kongeaaen er det beregnet til over 100,000, og medregnes Sønder-
jylland, maa dette Tal forøges med adskillige Tusinde

---

Af Sygdomme er det jo kun et begrænset Antal, der efterlader sig
Spor i Knoglerne. Vattersot i Hovedet, engelsk Syge og navnlig Gigt-
lidelser har ikke været sjældne; ikke ualmindelig var den Art af Nerve-
gigt, som deformerer Ryghvirvlerne, der undertiden kan være helt
sammenvoksede. Det forholdsvis primitive Samfunds Mangler i Hen-
seende til Klæder og Bolig vil ikke blive uden Følger. Spor af Vold
forekommer af og til, men man kan ingenlunde sige, at voldelig Død
har været noget sædvanligt. En Mand har faaet Panden kløvet, en
anden er trepaneret efter et svært Hug, hvorved et Stykke Ben trængte
ind i Hjærnen og groede fast til Hovedskallen; en tredje er ramt af
et lignende Hug. Brudte Næseben kan unægtelig tyde paa nogen Vold-
somhed, medens mange Brud af Arme og Ben lige saa vel kan have
tilfældige Uheld til Aarsag. Skæve og uheldige Sammenvoksninger ty-
der ikke paa nogen høj Udvikling af Lægekunsten. Sparsommere er Min-
derne om det religiøse Liv og kun sjælden er det lykkedes at fæste
dem til bestemte Punkter af utvivlsom Karakter. Vel kan man stun-
dom i store Højgrupper, f. Eks. paa Hassing Galgebakke i Thy, have
en Følelse af, at Højenes Beliggenhed er bleven bestemt af noget, som
engang laa imellem dem og nu ikke mere er til, men det er endnu
ikke lykkedes paa overbevisende Maade at stedfæste nogen Oldtidshel-
ligdom. Tvende Gange er Guldkar fundne paa Borrebjerg i Boeslunde
Sogn ved Slagelse, men videre end til en Formodning om, at der engang
fandtes en Helligdom paa Stedet, rækker dette ikke. Mindre end mod
faste Helligdomme drages Forestillingerne mod visse Naturforhold.
Mulig er 2 Stensamlinger i en Mose ved Rosbjerggaard i Nærheden af
Hobro at betragte som Altre, og en Træfigur fra Viborgegnen af fallisk
Karakter kunde nok være et Gudebillede. I hvert Fald maatte der i
disse gamle Tider forudsættes Naturdyrkelse, og som Solbilledet paa
Trundholm viser det, af et Symbol mere end af nogen Guddom af
personlig Udformning. I denne Retning viser ogsaa andre Iagttagelser.
Dette gælder de skaalformede Fordybninger, smaa, runde, indgnedne el-
ler indstødte Fordybninger, mest omkring 4 — 5 cm brede, 2 — 3 cm dybe,
som ikke sjælden findes enkeltvis, faa, mange sammen, dels paa fritlig-
gende eller fritstaaende store Sten, dels paa de store Stenmindesmærker»
baade paa Dæksten og paa Bæresten, oftest udvendig, sjælden ogsaa inde
i de lukkede Kamre.

---

de større
eller mindre Hjulkors og andre Tegn, bestaaende af en Kreds med flere
eller færre Radier, er Soltegn. Og endelig er der tydelige Vidnesbyrd om
en Kultus knyttet til Kilder, Ved Roskilde, i Trægaarden, er 3 Bronze-
sværd fundne i et gammelt Kildeløb, ved Budsene paa Møen et meget
mærkeligt Fund, en Træbrønd nedsat i et vandholdigt Lag, med Vand
af særegen Beskaffenhed, og deri dels Knogler af Okse (3 voksne, 2
Kalve), Faar (mindst 3), Tamsvin og Hest, og derhos Bronzegenstande,
et Brystsmykke, 2 Hængekar og 3 store Spiralarmringe, alt fra den
yngre Bronzealder. Og dette er vel særlig udprægede, men ingenlunde
enestaaende Tilfælde. Ikke sjælden er enkelte store, særlige Sager
fundne under Omstændigheder, som leder Tanken i samme Retning.
Den Tro paa det rindende, levende Vands særegne Kraft, som vi ken-
der fra de „hellige Kilder", hvor den har levet gennem og paa Trods
af Kristendommen, er uden al Tvivl af meget gammel Oprindelse, og
det er næppe uden Forbindelse hermed, naar saadanne Kilder nu findes
i selve Kirken, som det kendes i enkelte Tilfælde, eller paa eller ved
Kirkegaarden; Kristendommen har ikke overalt skyet Tilknytningen til
det, der forud ansaas for helligt. Det er vel ogsaa lignende Tilknytning
til gamle Forestillinger, der har bevirket det mærkelige Forhold, at der
ligger Høje — og det Høje, som ikke behøver at stamme fra sen Old-
tid — , paa ret mange af vore Kirkegaarde; Undersøgelser har vist, at det
kan være Høje fra Bronzealderen.

Paa Grænsen mellem Tro og Overtro staar Troen paa Tordenstene,
dels Flintøkser, dels Echinitter (Søpindsvin). Denne Tro, som har levet
til vor egen Tid, gaar i hvert Fald tilbage til Bronzealderen.

----

Der findes adskillige Høje, gennemgaaende store Høje, af Nav-
net Danshøj. Navnet paa Sagnkongen er vilkaarligt i en Række Egne
knyttet til de anseligste Høje der omkring. En af dem, ved Græse i
Nordsjælland

---

Jernalderens Grave er i det hele langt mindre fremtrædende end de
foregaaende Tidsaldres; tillige er de af meget skiftende Art. Det er, som
om Strømningerne udefra hastigere afløser hinanden.
...Baalresterne gemmes i et Lerkar, en Bronzekedel eller
et andet Metalkar. ...Et eget, fremmedartet Præg faar de rigeste,
ofte et Par Meter nedsænkede og af svære Stenlag overdækkede Grave
ved et Udstyr med Metalvarer og Glas af romersk Oprindelse,
....6 ved Skafterup i Sorø Amt, 3 ved Kjeldbylille paa Møen, 4 usædvanlig rige
ved Juellinge i Nærheden af Nakskov. Over Jordfladen fremtræder de
ikke synligt.
Blandt Kvindens Følgegods mærkes nu Haandtenen, der i øv-
rigt kendes allerede fra den romerske Tid som Kvindens særlige Red-
skab; 30 Urnegrave fremdroges ved Oregaard nær ved Bogense. Et rigt
Udstyr i Smykker af Guld med drevne Løvehoveder, andre Guldsmyk-
ker med indfattede Stene og en Kugle af Bjergkrystal med magisk Ind-
skrift fandtes i en Kvindegrav ved Aarslev. Til Perioden hører Guld-
homsfundene og de store Mosefund, navnlig de 4 største fra Thorsbjerg
i Angel, Nydam i Sundeved, Viemose og Kragehul paa Fyen, saml en
Række mindre langs Jyllands Østkyst, sikkert Minder om Folkebevæ-
gelser af ikke ringe Omfang.