Efterårets start        lytefteraar og tid,bondekal, uret
Kalenderen i helleristningerne er en årsreligion, hvor året er en del af religionen.
Året er helliget så "datoen" falder sammen med ugedagen år efter år, således at årets dag et altid er en "mandag". Solen dikterer tiden og dagens navn til "evig" tid, år efter år. Helligdagen falder på den samme dag, (modsat i nutiden)
De nordiske hieroglyffer fortæller: Tidens gang er som et skib der sejler, drevet af roerne. Der er 52 roere på et år plus en dag, men talrige er de variationer i tidsrum, som anskueliggøres i skibskalenderne. Det er dog oftest sådan at den vigtigste tid fra (ugen efter) forårsjævndøgn starter kalenderen (og vækst-årstiderne), som på skibet fra Tanum:
              
6 uger efter efterårsjævndøgn angives et morads i uge-stregerne, så der må have været tale om specielle uger, så en form for rite så har været gennemført. Der kan være tale om en "naturens avlstid", da hjortene (og evt. tamgeder og får) parrer sig her. De er kalendermæssige modsætninger når året betragtes som en cirkel og det er netop en vigtig del af religionen i form af solkorsene, spiralerne og cirklerne.

Et par sten fra Odsherred i Nordsjælland er interessante exempler på kalendersten, der viser sig at bekræfte at systemet i ugestregerne er en kalender efter helt nøjagtige og eviggyldige principper for indretningen af et år opdelt i syvdages-uger (Herrestrupstenens svævende uge 5 skal senere behandles nærmere)
Da en kalender ikke er helt tilfældigt indrettet, kan der ikke være tale om tilfældigheder i uge-stregerne, ofte benævnt "roerne", tværtimod er det morsomt at vi kan bruge kalenderen fuldt ligeså godt i nutiden. Som det ses er den dag vi vil kalde uge 53 indsat som en egen uge inden vinteren (mrk.rød og +1dag, næstnederste skib) hvorved denne bliver et fast punkt i kalenderen ligesom sommersolhverv. I vort år2012 indsattes yderligere 1 skuddag og dette kunne være sket efter forårs-jævndøgnet, hvorved vi så kan se, at de dengang ville have startet ugen på det der er vores torsdag. Vi har en fuldt brugbar kalender, år efter år, vi har bare kaldt mandagen for torsdag i 2012, egentligt urationelt i kalenderføring, men mange vækkelser er jo hengået siden bronzealderens indretning af syvdagesugen. Alle disse detaljer bekræftes til overflod af symboler for begivenhederne på de faste pladser: Korset for naturens avl, tvi-grenen for frøet, hyrdestaven som solemærke osv. Ofte fortælles yderligere detaljer i billeder, som "jordmoderen" der trækker livet ud af avlstidens skib på Tanum-ristningen ovenover den matematiske kalender, skibet der sejler mod venstre.

 


Den 24. januar angiver deres helligdag i helleristningskalenderen,der så var deres soldag dvs. helligdag i oldtidens soltro. "Hedningerne" i dag skal altså holde søndag den 24. januar og og igen på 8. dagen,(i skudår indsættes en extra helligdag dagen før forårsjævndøgn, således at helligdagen skifter en dag mere) hvis de følger deres kalender, som man har kunnet gøre det i årtusinder.  I nutiden er alle uger på 7 dage, uanset at året har 52 uger  + en dag. Derfor er det ikke en "evighedskalender", men vi må vente 7 år før vi kan bruge den samme kalender igen, (altså hvor datoen falder på samme ugedag).

 

Årsagen til det lange efterår skyldes altså koens og menneskets avl. Avlen er i myten en gryde, som bevægelsen rundt om skaber livet i og som er at forstå også som livmoderen hos menneske og dyr. Gryden fyldes ved avlen og tømmes gennem barslen. Gryden er forsynet med zig zag linier der symboliserer bevægelsen, der skabte liv af himlens frø og lysets styrke og moder jords "gryde" og jordens kraft. Når man dansede om gryden skabtes livet. Efter at have overladt frugtbarheden til de højere magter og naturen har forskerne nu igen optaget dansen om gryden med frembringelsen af reagensglasbørn og kalve

 

Helleristningerne fortæller   Efteråret er den tid på året hvor frugten af arbejdet kan nydes og oplagres. Høsten er i hus og tamdyrene er i overtal og nogle skal fortæres op til juletid. Det er bemærkelsesværdigt at de har dette lange efterår med hele 17 uger, der går helt frem til fejringen af "de store husdyrs barsel" i januars slutning. Det er selvfølgeligt påfaldende at denne extra dag, den 24. januar er fødedag for både ko og menneske fordi de avles i foråret med en uges mellemrum, når man betænker kristenkirkens brug af samme mytologiske beretning med barnet i stalden blandt dyrebørn og at det kan tænkes at myten involverer koens mælk som livgivende til mennesket, der udsprang af jordeen Præsten siger de velkendte manende ord ved begravelser;"Af jord er du kommet og til jord skal du blive..." På flere ristninger er solen i jordkæmpens mave,  og genopstår (forhåbentlig) til nyt liv i vinter/foråret. Det ses på det tidspunkt, der svarer til vor jul og nytår (vintersolhverv og 2 uger)Jordkæmpens attribut er korset og julegaverne kommer også fra  jordkæmpen, som jo er endt som julemanden. Året blev betegnet som et hjul (hjulkorset) og disse stenalderfolk troede at tiden bringes fremad ved 1 uges arbejde, svarende til rorsmændenes antal (og måske kæmpens åretag). Nu kommer så en extra dag udenfor matematikkens logik med 52 uger, hvorfor denne extra dag må være en gave og af en hel uges værdi, energimæssigt. Det samme er tilfældet når skuddagen foræres os som extra dag. Gennem arbejdet og med solens og jordens hjælp sikrer mennesket,  at tiden går fremad og ikke slår knuder på de forkerte tidspunkter. De havde en optagethed af at se tiden også bagfra og spejle tiderne fx. foråret over over midtskibs sommer (eller  forårsjævndøgnet), hvorved 1. forårsuge ("sol-ugen") i foråret falder på vintersolhverv! (og svinets barsel på halvvejen, måske ="lille barsel"). Spydspidserne angiver også  stenalder-/bronzealderbegivenheder. Spejlingen af vinteren over jævndøgn giver de 8 forårsuger, altså indtil "naturens uge", altså sidste uge i "avlstidens" 5 uger, der som solemærke ofte har korset angivet på sin plads i kalenderskibet. Man har ved spyddene formentlig dyrket den dalende sol. Solen befinder sig ved jul dybest i jordkæmpens mave og han kaster den så opad igen med sine arme. Måske har vi fra disse tider begreber som "vinterens knude" (kjørmes knud). meget vigtigt i deres religionsudøvelse synnes dobbeltheden, der betyder at hver uge er enten "jorddag eller soldag, hvor modsætningen dyrkes. Den første uge, "solugen" er jordens, hvor solen hyldes. Næste er solens, hvor solen hylder jorden med en gave. Så følger en jordens uge, så en solens osv. Frøets uge bliver dermed solens, hvor et frø sås i en grenkløft, som Engelstrupstenen viser. Svinets (og de øvrige små dyr, som hunden etc) uge følger, så koens (evt. hestens inkl) så menneskets og sidst naturens uge. Efter 5 følgende uger følger solhverv, hvor hundenså fødtes mytologisk. Den var jo nok det første husdyr man fik) Ugen før og solhvervsugen angives så med hver sin sko, forsynet med et kors indeni. Det er altså relateret den døde jordkæmpen, der nok gives kraft af offergryden (libationen), idet han rejser sigog en økse (sværd) kamp indledes mellem de 2 kæmper. Det er kampen mellem sommer og vinter, hvor vinterkæmpen selvfølgeligt vinder efter at have tildelt sommersol- kæmpen et hugsår i benet, som det ses på mindst en sten. Mytologiien: Tamdyrene avles i foråret, mens naturens dyr avles i efteråret. Koen og mennesket føder i efteråret (24.januar), mens naturens føder i foråret. Hjorte og elgko føder fx. maj-juni. Det er altså åbenlyst at det er vores arbejdsindsats der har bragt os foran naturen. Vi har besejret naturen med vor avl og forædling og det startede med at solkæmpen plantede et frø i moders skød, ligesom naturens dyr avler før og mens de går i  jorden og i hi for nogens vedkommende, fx. slanger, flagermus og pindsvin. Ved at finde alle disse forklaringer i helleristningerne, kan vi langt lettere sætte os ind i vort bronzealdersamfund og kultur. Det interessante  er også, at de dengang havde så avancerede videnskabelige synsvinkler, mens det uhyggelige aspekt er offeraspektet, der dog kunne forklares som en del af denne naturens lov og regnestokkens upartiskhed.Gennem matematikken efterlignes verdens skabelse og fornyelse. Menneskene er forpligede til at eftergøre skabelsen af verden, gennem riten.Solen hyldes og igangsætter bevægelse i lysbølgen, så jorden sættes i bevægelse, så årstider skabes. Jorden får så frøet af solkæmpen.Af jorden udspringer svinet. Solen giver koen til korden, der svarer ved at hylde solen med et menneske, der kan gennemføre riten, som en solens tjener eller "husdyr" og derfor giver solen naturen, som mennesket udnytter til at skabe kulturen og afgrøderne Der tegner sig et religiøst syn, nemlig  at livet på jorden er en trælsom dont, hvorfra udfrielsen kommer når vi har mistet styrken og er faldet om. Vore jordiske rester giver så kraften til jorden, hvorved stenene dannes og fødes. For os er det sidste tydeligt overtro, men når man ser at ageren barsler med store kampesten med tiden (og vandets og frostens løftende kraft) eller ser flinten fødes af kalklagene er det forståeligt med en sådan anskuelse, og det er da også korrekt at flinten skabes ved vækst af siliciumdioxiden eller granitten af vulkanens og jordens dyb. Der tegner sig også en forståelse af vejrudsving i bådristninger med bølgestreger, altså på årsbasis, men vejret forværredes på langt sigt til stadighed, ved vi jo idag.

 Det er dermed kun offerprincippet, der var mindre reson i, men idag udspreder vi da stadig kompost af økologiske årsager, ganske godt begrundet. Men uanset hvad, de gjorde, forværredes klimaet faktisk, måtte de konstatere.  Vejret blev dårligere trods ofre i række- og bunkevis, der jo ellers skulle sikre kraften i jorden og styrken i solen. Gennem tiden bevares mytologien, men gennem (lidt) ændrede riter. Så da Jesus overtog rollen som "legeme- og blodoffer" uden de vanlige rituelle ofringer ændrede det ikke på vejret, kunne præsten da argumentere til bønderne, der så også undslap hele det cirkus, som ofringerne givetvis har været. Kristnes påske er nok blodig, men dog ikke på det helt personlige plan. Korsetmv. er der dog stadig symbolsk.

 

          Siden af Herrestrupstenen. Denne stens system med 52 mandskabsstreger førte til sammenligningen med Engelstrupstenen m.fl. og dermed opklaringen af kalendersystemet i helleristningerne. Allerede i 90erne stod det klart, at der var et kalendersystem med 52 uger, men det er først nu at kalendersystemet er fuldt beskrevet i detaljer. Denne side af stenen kunne efter den traditionelle forståelse ses som tilhørende efteråret, men lige netop denne sten har undergået en ny angivelse af de svage ristninger, der med hensyn til det noget mærkværdige dyr måske kan være (vækst)-"ånden", mens "manden" faktisk er en kæmpe ( nemlig med de 3 kløer) og "kanelsneglen" faktisk tidens spiral                                              

Krondyrene brunster i september-oktober. I denne tid udkæmper hannerne drabelige kampe og brøler for at tiltrække hunner. Tamgeden har nogen lighed med de vilde hjorte. Geden kan få unger hele året, men det mest almindelige er dog, at gederne parrer sig om efteråret og får unger i løbet af foråret.
En ged er kønsmoden, når den er omkring et halvt år gammel. Den kommer i brunst hver 21. dag, og hver brunstperiode varer 1-2 dage. Det er i brunstperioden, at geden kan bliver drægtig, hvis den altså bliver parret. Hvis det ikke sker, vil der så gå 21 dage altså 3 uger, før den er klar til parring igen.

                          

Slagtetiden betyder at de dyr der er i overskud, skal slagtes så der er foder nok til resten. Det er typisk overskydende handyr, som ikke kan anvendes til andet end slagtning, men bonden tog en vurdering af fodermængden og afpassede så antallet af dyr ud fra hensynet til bibeholdelse af et fornødent antal gode avlsdyr. Da løvhø fylder mere end nutidens foder har det formentlig begrænset den mængde foderenheder, der kunne oplagres igennem vinteren. Overskudsproduktionen skal så forbruges, således at de letfordærvelige bruges først og andre konserveres ved røgning, saltning, gæring mv. for at kunne vare ved resten af vinteren og ind i foråret. Derfor julefrokosterne!