Denne side indleder serien om bronzealderens helleristninger.  Redigeret og forfattet af Jannik Vemmer

Isen forsvinder:                                                                  Ancylus-(ferskvands)søen og isen                          Indslag om Bølling-Allerød tiden, Lyt
                    

<Kulden bandt store vandmængder så vandstanden var lavere og mere land tilgængeligt, bl.a. hele Doggerbanken i Nordsøen (kaldet Doggerland).

Den sidste fase af den egentlige istid omkring 16-17.000 år før nutid betegnes Ældre Dryas. Det var en meget kold periode. Dryas er det latinske navn for den hårdføre arktiske urt, rypelyng, som er karakteristisk for meget kolde arktiske landskaber.
Ved starten af Bølling-Allerød varme-perioden (efter Bølling Sø og Allerød Teglværks lergrav) for omkring 14.000 år siden steg temperaturen markant på den nordlige halvkugle for derefter at falde igen. Plantevæksten var præget af rypelyng, birk, havtorn, revling og polarpil. Pollenanalyser tyder på at den gennemsnitlige Juli temperatur var omkring 11 grader, (gennemsnitlige Juli temperatur i nutidens Danmark omkring 18 grader). For omkring 13.000 år siden kom Bølling-Allerød varme-perioden til en afslutning, og de arktiske temperaturer vendte tilbage på kort tid med kulde-perioden Yngre Dryas og en temperatur som i nutidens Sibirien. At temperaturen gennemgik store svingninger efter Bølling perioden kan skyldes forstyrrelser i Golfstrømmen, der bestemmes af temperaturforskellen nord og syd for den Nordatlantiske højderyg, hvorfor Skandinavien altså er meget afhængig af denne forskel på 3 grader (Galathea expeditionens målinger). Disse svingninger ses da heller ikke på den sydlige halvkugle. Da Weichel istiden sluttede, lettede trykket fra isen, og landet begyndte langsomt at hæve sig. Da isen var smeltet forandredes også sammensætningen af skovens træer; fyrren trængte birken tilbage, og hassel, elm, eg, ask, el, gran og lind indvandrede. Temperaturen sank nu kun til lidt under frysepunktet og varmeperioden fortsatte helt op i bronzealderen, hvor man gennemsnitligt var omkring et par uger tidligere med årets start end i dag.

Samlere og jægere: Efterhånden som isen trak sig tilbage fremkommer store vidder, som rummerde mange store og små dyr, der er attraktive byttedyr, når pladsen blev trang derhjemme. De unge dragede sikkert efter flokkene af dyr, sikre på et godt liv i et mennesketomt område med den sikre jagt uden fjender eller konkurrenter, men udfordret af den stærke natur: Bjørnen, ulvene, oksen og elgen er jo farlige dyr på nært hold under jagten og den stærkeste overlever. Som en begyndelse har man sporadisk foretaget jagtture om vinteren, hvor dyrene var nær, men med tiden har man fulgt renernes træk mod nord om sommeren og snart har man vel så valgt at følge dyrene hele vejen og længere mod nord og måske overvintre nær dyrene i telte og efterhånden har man så fået øjnene op for den stadigt bedre mulighed for at samle nye typer mad og andre vigtige ting, som man ellers skulle have med fra syd.


I de liguriske alper åbnede man i 1950 adgang til en hule (GROTTA DELLA RASURA, heksens hule) med sprængstof. Hulen rummede knoglerester af hulebjørn (Ursus spelaeus) og så menneskespor (herunder, tv.). Menneskesporene er i sin tid afsat i det bløde mudder og er siden hærdet. Mennesker har undersøgt hulen medbringende fakler, som de har stukket  ned i gulvet og som så er brændt ud og har efterladt sorte pletter. Bemærkelsesværdigt er børnehåndaftryk og at hulebesøget af stenaldermanden er langt senere end først antaget. Hulen findes ved byen Toirano ved Genuakysten (Italien).
               Fodspor Tordensten (forstenet søpindsvin)
           (men of the upper Palaeolithic Age 12,340 years ago)     
                                       Søpindsvinet har været tillagt magi fx. at beskytte mod ildløs og lyn

                                                                                Lyd/indslag mp3   istid og sten



Nye våben er blevet fremstillet løbende og bær er samlet og konserveret med først lidt tørring og så tilblanding af tørret kød og fedt i et skind ligesom indianernes pemikan, der typisk på prærien er bisonkød med tørrede axelbær i bisonfedt, indpakket i et bisonskind. Det er en perfekt arktisk mad, som også polarexpeditionerne senere har brugt, men så bare blandet med almindeligt oxekød og oxefedt. Der er proteiner samt vitaminer fra bærrene og kalorier fra fedtet i denne ret. At kunne skaffe kalorier er det vigtigste for at overleve på jagtturene, men proteiner og vitaminer gør det muligt at leve permanent borte fra slægten mod syd og det har ført til opfindsomhed og undersøgelser af nye veje til at overleve. Man finder nye vækster og opdager at man kan udregne hvornår dyrene vandrer. Man kan lave en kalender ved at lave hak i en kæp eller mærker i en knogle og langt senere så i sten, som petroglyffer. På hulemalerierne er menneskene altid fusionsvæsener af dyr og mand, noget man har ment kunne tolkes som shamaner. Det kan jo meget vel være disse begrebsmæssige fusionsvæseners sjæl og legeme, der senere forbindes med og bliver hyldet som troldmænd, der måske kender kalenderens årstider og dermed kan forudsige årstidernes dyrevandringer og forbedre jagten her igennem. Hos prærieindianerne står man i lære som shaman (medicinmand) og det samme er nok (hos os), det der har ført til en evighedskalender, der er blevet indprentet for og til gavn for eftertidens slægter. Det har givet grobund for begrebet, slægten som bærende for nomadekulturen indtil verden senere har trængt sig på og større enheder opstået under en høvding eller vigkonge som beskytter og hærfører, med goden som befalingsmand, men fortsat tydelig funderet på slægterne.

Kalenderen i jæger- og fiskerstenalder

Efter istiden følger Maglemosetid med andre dyr og vækster. Ved slutningen af Maglemose-jægernes periode, omkring 7.200 f. kr., var klimaet i Vesteuropa skiftet til det såkaldte atlantiske klima. Det var et mildt og fugtigt kystklima med sommer-temperaturer 2-3 grader højere end i dag. Den første kalender vi kender, der kan vise den senere "avlstid for tamdyrene" (fra bondestenalder og bronzealder) er ridset ind i en okseknogle ca. år 8000 fvt. dvs.  i Maglemosetid, hvilket er bemærkelsesværdigt. De karakteristiske zigzag linier ses også ofte på offergryderne senere og i forbindelse med graviditeten, således at de betyder bølgerne (bevægelse), der skaber væksten og kraften til jord og sol. I gryden eller livmoderen skabes disse livsbølger. Det er altså en kalender med relation til væksttiden og vi genfinder den interessant nok også i helleristningernes avlstidskalendere, der er det overvejende hyppigste motiv i helleristningerne. Denne viser forårsritens altovervejende betydning for stenalderbonden men også senere. Knoglens kalender starter efter jævndøgn og viser ugerne derefter indtil avlstiden er slut i maj måned (8 stk.). Der skal ofres efter et fastlagt mønster og det er kalenderens formål, fordi det er vigtigt for avlen. Nu er det sært at se en sådan agerbrugskalender alt for tidligt, men måske er der en oprindelig myte, der lægger til grund. Det er udbredt at stenalderfolk har de mytologiske kæmper og vi finder flere steder hvor mennesket har frembragt kæmpe figurer i landskabet, som bedst vil kunne ses fra himlen, men velsagtens helst også fra jorden, hvor man har hyldet kæmpen , der ser til fra himlen ved at lave figurer, som Nazca figurerne eller den store køllesvingende figur i England. Måske er det ikke så sært at grundmyten består, men undergår mindre justeringer med tiden og efterhånden forstår ordene udfra nye forudsætninger og input fra syd. Slående er det, at den sidst opregnede uge netop i senere tid er en uge hvor fusionen mellem mand og natur sker altså shamanens uge efter at urokse og vildsvin opstod efter træerne. Senere bliver det til den importerede tamokse, -svin og korn, mens naturens fusionsuge synes uændret og stadig relateret netop naturens og jordens kæmpe. Når man sammenligner elkoen med tamkoen er drægtigheden lidt kortere, men eller ligner dens avlsmønster koens. Det er indlysende set den vilde ko og god for flere hundrede kilo kød. Maglemosefolket spiste også vildsvinet, som vi finder i Engelstrupstenens rite mange tusind år senere, men så blot som tamsvinet.
                                           Kalender med 7 dages uge
                                         læses fra højre mod venstre
 In Maglemosian period these five figures were scratched into an aurochs bone from Ryemarksgård, Denmark. Calender for springtime showing weeks in same pattern as the rockcarvings in Scandinavia, presented by ships with "weekmen" rowing the ship (=time passing by).
Bemærk at det runde knogleled i denne sammenhæng ville angive forårsjævndøgn, fulgt af de 3 startuger og så avlskalenderen og derfor er at forstå også som forårsjævndøgnssolen og herudaf springer så årets uger ud fra som angivet. Først laves bevægelse i 3 uger for at vække undergrundens kræfter til live, man løber årsløb for vækstens genfødsel, jordens kraft osv. Al legeme, lem og ånd skal vækkes. Den første mand fra højre (og tillige den  sidste, naturens uge) indeholder juletræet som forbindes (analogt) til såugen i helleristningsskibene. Så følger 3 figurer med gravide maver og krydsskravering, der betyder fordoblingen af væksterne (avl og formering) gennem bevægelsernes sammenstød. (Det kan vi vel kun give dem ret i!). Til sidst tv. finder vi naturens uge, hvor jordkæmpen hyldes af mand og sol for med ånden at give jorden kraft ud fra solens styrke. Ved jævndøgn er det omvendt jorden der hylder solen med legemet, der hænges. Han har også juletræet (dvs. jordvæksten) indeholdt i sig, således at avlstiden starter og slutter med vækstjuletræet. Knoglen har været vigtig og det er vel så tænkeligt at  den har været anbragt som positionsmåler eller et rituelt, vigtigt sted. Shamanen har måske under jævndøgnsriten taget knoglen fra en stav i jorden og holdt knoglen op mod solen under riten og så plantet den på stokken igen bagefter.

Ritualet med årsløb i "tornens tid" kan have ældgamle rødder, da løbet kan have oprindelse i udvælgelsesritualet for krigerne, måske gennemført for at opnå rang. Deraf kan også vigtigheden af skibet (altså årstiden) i helleristningerne forstås, som dels midlet til transport og handel, men især også som krigsflåde til angreb og forsvar mod indtrængere. Urokseknoglen kan også være en transportabel kalender, altså løbende fra forårsjævndøgn efter nøjagtigt samme mønster som helleristningernes avlstidsskibe. Denne er let at have i "lommen" og viser jo smukke kalenderbilleder af og forklaring på formeringens mysterium: Når natur parres med kultur gennem bevægelsen bliver 1 til 2 fold af alt. Fra Veksø mose har man en takøkse med en kvinde og en mand med erigeret lem. Ligesom på knoglen findes helleristningernes (forårs)kalender også i form af mænd og/eller  kvinder på række (eller som "munke og nonner" for dage i klostrene), men knoglen er jo snart 10 000 år gammel og visse elementer er altså fælles med hulemalerierne, der er op til 20 000 år ældre end knoglen fra Ryemarksgård. På Sjælland, hvor knoglen er fra, uddøde uroksen tidligt. Det er derfor uhyre interessant at finde dette tydelige sammenfald med også vor nutidskalender, men det er svært at se at det skulle være tilfældigt med et sådant sammenfald, der jo understøttes af symbolikken, der i detaljer findes i helleristningerne og på offergryderne.

Gå til stenalderen>


semiotisk: For ca. 70 000 år siden udvandrede en gren af mennesket fra Afrika og endte i Australien, mens vores oprindelse er i en gren der først udvandrede for ca. 50 000 år siden og endte helt i Amerika via Asien og polar-isbroen: I forbindelse med Australiens aborigin billeder fra Arnhemland og Bradshaw finder vi interessant nok kravet om riten, der sikrer næste års vækst og kæmperne, der ved jordens skabelse kom op af jorden og nu driver værket. Ved hjælp af en snor kan de rejse med lynhast og de er store og farlige i forhold til mennesket og dyrene, der ses i billederne, som hvert år skal opmales for at sikre naturens fremgang og forhindre tørke og nød.
Australiens jæger og samlersamfund har skabt samme forståelse for verdens indretning som vi fortælles i ristningerne fra Skandinavien og ligesom ristningerne i Norge viser rensdyr der er gennemlyst som et röntgenbillede findes hos aboriginerne sådanne kænguruer.

                                                                                   Lyd/indslag mp3   australoiderne