efteråret

Efteråret indtil De 3 Store Årstiders fejring ved de store husdyrs barsel
.
De 2 kæmper har oprindelse i stjernebillet tvillingerne, der bliver til julemanden og Sct. Jørgen. Bemærk at julemanden på stjernehimlen har et særegent ben, som går igen i helleristningernes natur-vinterkæmpe og og at netop resultatet af de 2 kæmpers sommerkamp, benhugget vises ofte i ristningerne.

I dag vil vi næppe undvære kalenderen (og julekalenderen som de også havde bl.a. Vivebrogårdstenen), selv om den ikke er livsvigtig på samme måde, som den var netop i tider da en fejlslagen høst betød sult, afsavn og måske død for familiemedlemmer, der jo dengang også havde langt større betydning som arbejdskraft og bærere af slægten og som familiens og herredets forsvar mod hvem der kunne fristes til hurtig vinding og magt over svagere områder, der måske var blevet ramt af skæbnens ugunst, som dårlig avl eller kvægpest.
Heri ligger også årsagen til, at frugtbarhedsdyrkelsen har været attråværdig for magthaveren og han har derfor sandsynligvis ydet de i mytologien og riterne nødvendige offergaver bl.a. festmaden. Den vigtigste forudsætning for bronzealdersamfundet var landbrugets og naturens vækstcirkel i form af årstidernes uendelige gentagelse. Det betyder også at det modsat rettede spørgsmål rejser sig i bronzealdermandens overvejelser: Kan man nu være sikker på naturen og årstiderne og at også dette år bliver juleaften. Men en hvis forsikring af dette sker jo gennem kalenderen, dvs. altså den der fører, forstår og udlægger den. Og riterne har vel næppe kunne skade en foretagsom mand, mens undladelser af dem givetvis vil føre til dårligdomme og tilbageslag fra tid til anden. Naturlig tanke at når synd fører til ulykke, er førstkommende ulykke selvfølgelig forårsaget af denne synd, hvor man ikke var tro mod riten, Rasmus Bergsk logik, men det virkede. Man blev rige og talrige.

de nordiske hieroglyffer fortæller

De 2 kæmper er vigtige i myten, der berettes i helleristningerne. Når man forsøger at sammenligne med fx. kalenderen 2009 er der måske mindre usikkerheder man må acceptere indtil der findes en mere systematisk og gennemgribende undersøgelse, der kan afgøre diskussionen. Oftest skyldes usikkerheden de mange forskellige udlægninger af tiderne som bronzealderkalenderen viser. Det er udbredt at starte eller slutte skibsoptællingen på forskellige tidspunkter, som lokale udlægninger af den samme kalender. Vivebrogårdstenen her har 17 uger i form af skåltegn i en spiral ligesom Herrestrupstenens mandskabsstreger for efteråret, så skåltegnet der forsvinder bag solen må tælles med for at 2009 kalenderen passer medmindre man først starter kalenderen her ugen efter jævndøgnet, hvilket er naturligt i følge en del stenristninger af skibe, der har 14 uger i sommeren startende med solhvervsugen og inklusiv efterårsjævndøgn fx. Herrestrupstenen. Jeg har nederst vist stenen så nummereringen følger Herrestrup systemet, selvom stenen er jysk. Faktisk ser vi de 2 kæmper igen, grydekæmpen med sin krog og naturkæmpen, der kaster med solbolden eller som tv. barsler med solen ved vintersolhverv/ juletiden. ovenover ses velsagtens grydekæmpen, der har del i barselsprocessen. Man slutter ved 3-årstider mærke-ugen dvs. ugen med d. 24. januar (Hellig3). Jeg har medtaget et par andre exempler på vinterens naturkæmpe der viser attitude, nederst med hel cirkel som var det gryden. Det kan ikke udelukkes at solbilledet som cirkel er relateret gryderitualet, tværtimod kunne man tænke sig at supplerende gryderitualer fandt sted fx. her ved vintersolhverv, blot sikkert i mindre opsætning end hovedriten i ugerne omkring forårsjævndøgn. Denne avlstidskalender for riten ses måske faktisk også på Vivebrogårdstenen, efter vinteren, der ses i form af et bånd af skåltegn øverst overensstemmende med nogle vinterskibe med 10-11 uge/mandskabsstreger. Et skåltegn synes bredere svarende til omkring februar/marts. Avlsskibet består af tornens 2 uger (mrk. blå), såugen (grøn), små og store dyrs avlsuger (røde), menneskets (gul sol) og naturkæmpens uge (sort kors). Mindre sandsynligt er det at båden viser en dagskalender med 7 streger/dage. Læs meget mere

Adventskransen er vel et symbol fra (dobbelt)soldyrkelsen af årstiderne. Tidligere blev det nye år dog indledt i marts, hvorfor det i bronzealderen var de 3 store overståede og produktive årstider, der blev fejret i ugen omkring 24. januar, hvor barslerne for okse og menneske mytologisk er angivet i helleristningerne. Ændringen hvorved årsskiftet flyttes til1.januar er fra romertiden, hvor hærførerne ønskede at starte året unaturligt tidligt i forhold til agerbrugstraditionen hvor man startede når solen vendte tilbage om foråret. Julemanden, (måske fra hjulmanden eller keltisk yule?) er oprindelig naturkæmpen, der herunder på julekortet dog har skiftet farve til rød trøje i stedet for brunsort (eller grøn) som naturens. Retteligen burde rød være sol(gryde)kæmpens farve, men gennem tiden udslettes de klare opdelinger selvfølgelig lidt. Somme hævder, at denne ændring skyldes et internationalt læskedrikfirma. H.C. Andersen hævder ihvertfald stadig i 1800tallet at nissens trøje er grøn. Rød, brun og grøn er stadig mere relateret julen end de andre farver, hvilket kan ses af at langt de mest solgte trykfarver op til jul er disse 3 farver. Billeder mv. i de aviser og reklametryksager der trykkes til jul er altså især røde, grønne og brune pixels udover textens sorte. Julemanden her på kortet er på bedste traditionelle vis flankeret af naturens dyr. Det grønne julehjul i form af adventskransen er symbolet på årets gang og de 4 årstider og derfor tændes lysene et efter et, forårets, sommeren, efterårets lys og sidst vinterens. Når det sidste lys tændes er det første næsten brugt op, som symbol på at nu er foråret langt væk og svag i fremtræden og trænger til at fornyes gennem forårsriten. Juletræet er vel også det gamle vækstsymbol, der vokser fra den ofrede jævndøgnsmands krop og blod. I kirken uddeles stadigvæk legeme og blod, nu bare i kristen koncept. Vor praktisering af kristendommen er altså meget traditionsbunden og nok mindre relateret til nye religiøse strømninger udefra end hidtil troet.

box 1
Her ses naturkæmpen med sit attribut (korset) stående ved vintersolhverv og vort nytår i et juleskib med de 10 uger der mangler i Fossumskibets år. Sammenlign med det tidlige viste med 5 ugestreger, hvor solen er i maven på kæmpen. Skibet i box1 har 2 extra streger på kølen.

Traditionen hos 1800 tallets bønder kan måske være lærerig: Ligesom julemanden i dag kommer, så har man før klædt en person ud som julebukken med horn og dyreskind. Bukken kommer så for at skræmme og fascinere børnene i anledning af julen. Man hører også om udklædning som hjort og det peger jo på vildskaben i naturkæmpen, der tidligere skræmmer ved forårsritualet og fremtræder som den vildmand der først leder årstiderne, men pludselig kommer bagfra som vilddyret.

Juledyret dræbes som symbolsk drab på dæmonen. Traditionen stammer vel fra ideen om at man må slå naturkæmpen ned, inden solens (gryde)kæmpe kan vinde magt i foråret. Man kan nok ikke udelukke at ideen om drabet på vilddyret er flyttet ligesom nytåret og juletræet, der i helleristningerne tilhører forårsskibet, men omvendt kan vi se nogen tegn på at julen i en eller anden form var existerende i bronzealderen og også relateret den tomme offergryde, måske ved at man slog på den og messede om dens tomhed og længsel efter at fyldes af mennesker og dyr, med en følgende vidunderlig vækstsæson. Det er foreslået at man dansede kædedans og slog på skjoldene omkring julemaden og vi kender kretensiske (sommer)ritualer med aftenmesse og følgende måltid inden kædedansen om musikerne. Mændene danner inderste ring med kvinder og døtre udenom, men med ryggen til. Man starter med traditionelle hellige sange om miralet derefter starter den langsomme kædedans, 2 skridt til højre og 1 til venstre. Efterhånden kommer unge kvinder til og mændene danser nu med kvindelige familiemedlemmer imellem sig. Der synges vekselsang og dansen skaber sammenhold i familien. Det starter med det religiøse og ender med fest og popmusik. Der er ikke langt til børnesangen om gryden der tager den sidste under den 3. runde og det er jo uheldigt for vækstsamfundet hvis der er en mand eller kvinde for meget i kæden i et samfund med monogami, så det har været naturligt at tilskrive naturen en lov som går ud på, at søge orden ved at lade naturen tage de overflødige efter naturlige metoder som denne kædedans fx. i 2 kæder og en duelighedsprøve som årstidsløbet. Mon ikke man har haft remser eller sange der kunne memorere myter og mærkedage i stil med "nu' det jul igen og nu' det jul igen og julen varer lige til påske", eller ihvertfald da til fasten, der kommer indimellem, kan vi forstå. Ved vor fastelavn jager de unge mænd i øvrigt pigerne, der løber i bar særk, fortælles det.

Det sidste korn-neg klædes ud og kornet herfra bages til en helligkage. Neget har stadig rødderne og det pløjes ned ved forårstide, som et offer for at tilbagegive kornets vækstkraft til jorden, analogt måske til jævndøgnsmandens legeme der jo også gives til jorden.

Epifaneia (Hellig Tre Konger) er ved middelhavet en åbenbarelse, tilsynekomst af det gudelige. Kællingen Befana går rundt med gaver til artige børn fra nytår til Hellig Tre Konger (især 5-6. januar) Vi kender også til saturnaliafesterne i Rom for gudinden Strenia , der i keltisk tradition hedder Giubiana, (herfra gubbe for gammel?)