Kalkmaleri frise med forårs-kædedansens symbolik over orglet. Til sammenligning: Kalkmaleri med kædedansen med horn og solvifte. Mændenes tøj er todelt som året. Brunt for vinterhalvåret og grønt for sommer og væksttiden. Índsat: En guldbracteat med dansen for væksten og grydekæmpen og bagved jordkæmpen med snoreskørt.

Stenen fortæller os, at Jesus er den jordiske gud og blev ofret til himmelen en gang for alle, således at elementerne derigennem er i orden og ligevægt. Stenen kan stamme fra en tidligere kirke, hvor den sikkert sad, så solen kunne skinne igennem hullet, når den nåede sit højeste punkt. Den religiøse ændring har dermed nok især været rituelle ændringer, hvor man har stoppet menneskeofringer, naturtro og andre elementer som erstattedes af ofret på korset, helgener der håndterer øksen, djævelen der er nede i jorden og kristne engle.

      
  Fra kirkebænken skuer kvinden her mod mandesiden af kirkeskibet, hvor udskæringerne selvfølgelig er mænd (bagest i kirken ligger i øvrigt Leonora Christine begravet, idet hun endte sine dage i Maribo).

Nedenunder er symboler for saxen (tangen), krogen (det omvendte 2tal, der lidt ligner den ægyptiske mundåbner og betyder forårstid, tidernes genfødsel) og så hammeren, der hentyder til økserne (altså den rejste "dobbeltøkse", der kan forstås som sommeren og solhverv).

                       
Det er de gamle begrebs-symboler der genbruges. Man indsætter simpelthen Jesus i de ældre sammenhænge.

         
<Hyrdestaven er den gamle rites levn og genbrugt til bispestaven og marterpælen er pælen, hvor bonden blev pisket af ridefogeden. Stigen er himmelstigen (kristent: Jakobstigen) og kan måle og symbolisere solhøjden (og forårets gang) med sine 13 trin (og jo også sommeren nedad igen).
På den jordiske side af korset ses torturinstrumenterne: Eddikesvamp, pisk og spyd-od>

Tuse kirke har en gryde (der koger) og sleven. Symbolikken er sammenfaldende på de 2 billeder. Skolemesteren er jordkæmpen, der straffer ofrene med riset og gør dem til engle, der andre steder ses stige op fra gryden og dermed sende et budskab til himmelen. Himlen forventes så at belønne dem, der har ofret.


      Dobbeltheden Kæmperne og korset fra Fårevejle.

Dobbeltheder som sol/jord og sommer/vinter er helt fundamentale i sol og jordtroen.
< På en guld medaillon fra hedensk tid ses de 2 kæmper, solens kæmpe og jordens. Der er også jordkæmpens kors. Ophænget befinder sig i bunden, så den har kunne løftes op for at blive beskuet ret og måske blive kysset af bæreren.

På stenen er th. også 30 "skåltegn", et tal der går igen i bronzealderkalenderen.

Dobbeltheden i sol og jord hænger sammen gennem indviklede veje, men når man ser efter i Hesselager kirke er de parvis forbundne, (mrk. med grøn A til grøn B og gul med gul) og "odden" driver sol og jord rundt. En række andre symboler er tilføjet, som havde det været helleristninger: Alfa og Omega, jomfruen Maria, men ikke mindst symbolet for de 4 i grydedansen, hvor en skal sendes til himlen. De såkaldte indvielseskors kan ses som tilsvarende symbol på livet og genopstandelsen gennem ofret og døden. Halmstjernen vi kender fra jul er dannet af hellige strå fra det sidste neg og indeholder magisk kraft til frugtbarheden. Omkring ølkanden ses jordens og himlens dyr, der næres af afgrøden. Vi har stadig udtryk som spirius, vinånd og livets vand (akvavit) om spirituosa, der er symbol på ånden fra kornet. Det er jo ret bemærkelsesværdigt at finde hedenskabens symboler på kirkevæggen, men sikkert praktisk for præsten sådan lige at have en acceptabel  og forståelig forklaring i forhold til det alle bønderne alligevel tror på. Når så præstens latinprædiken kedede kirkegængerne kunne de sidde og studere og forstå de traditionelle billeder. I Roerslev kirke ses samme fremstilling af himmel og jord sammenbundet gennem snorene, der ligner labyrinter. Fra Kivikgraven kender vi princippet om "den forbundne dobbelthed", der rører rundt i gryden ved hjælp af kæmpernes indsats, som så eftergøres i riten. Maria har også let kunne passes ind i billedet af de 2 gudskæmper og Moder Jord, i form af Den store Gud, hans jordiske repræsentant Jesus og så Maria, som gør underet muligt gennem undfangelsen.