Helleristningernes tydning... update jul 2012                     Bronzealderbondens religion

Efteråret       fra jævndøgn og indtil fejring af "de store husdyrs barsel" i januar.  Udsendelse  rite og moselig  sept.2010  og 
okt.2020 efteraar og tid,bondekal, uret
Vivebrogårdstenen,Fossum, Fiskeby
Julen vist i helleristninger i SverigeV
          
Mytologi: De 2 kæmper har oprindelse i stjernebillet tvillingerne, der bliver til julemanden og Sct. Jørgen.  Bemærk at solkæmpen på stjernehimlen har et særegent ben, som går igen i helleristningernes solkæmpe og at netop resultatet af de 2 kæmpers sommerkamp, benhugget vises ofte i ristningerne.

I dag vil vi næppe undvære kalenderen (og julekalenderen som de også havde bl.a. Vivebrogårdstenen), selv om den ikke er livsvigtig på samme måde, som den var netop i tider da en fejlslagen høst betød sult, afsavn og måske død for familiemedlemmer, der jo dengang også havde langt større betydning som arbejdskraft og bærere af slægten og som familiens og herredets forsvar mod hvem der kunne fristes til hurtig vinding og magt over svagere områder, der måske var blevet ramt af skæbnens ugunst, som dårlig avl eller kvægpest.
Heri ligger også årsagen til, at frugtbarhedsdyrkelsen har været attråværdig for magthaveren og han har derfor sandsynligvis ydet de i mytologien og riterne nødvendige offergaver bl.a. festmaden. Den vigtigste forudsætning for bronzealdersamfundet var landbrugets og naturens vækstcirkel i form af årstidernes uendelige gentagelse. Det betyder også at det modsat rettede spørgsmål rejser sig i bronzealdermandens overvejelser: Kan man nu være sikker på naturen og årstiderne og at det også dette år bliver juleaften. Men en vis forsikring af dette sker jo gennem kalenderen, dvs. altså den der fører, forstår og udlægger den. Og riterne har vel næppe kunne skade en foretagsom mand, mens undladelser af dem givetvis vil følges af dårligdomme og tilbageslag fra tid til anden. Det er en naturlig tanke at når synd fører til ulykke, er førstkommende ulykke selvfølgelig forårsaget af denne synd, hvor man ikke var tro mod riten, Rasmus Bergsk logik, men den virkede. Man blev rige og talrige, på trods af at vejret blev gradvist dårligere.

De nordiske hieroglyffer fortæller: Herrestrupstenen gav hele systemet, som viste sig at gå igen, men forårsskibet på stenen er et helt kapitel for sig, der ikke her skal tærskes langhalm på. Stenens plads gjorde det lidt svært at studere nærmere om der rent faktisk er mere ristet for den 5. uge (svinets uge) end den svævende prik efter tvigrenen (grøn4). Her har jeg brugt systematikken til at fastslå forløbet af forårsskibet, ligesom indsættelsen af den extra dag den 24. januar er efterberegnet matematisk. Andetsteds vises at herved findes et fast punkt i kalenderen på lige denne dag, (netop da mand og ko var blevet født) ligesom solhverv ligger  fast kalendermæssigt. Sommerens lange stævn må tolkes som stævn for også det ovenover liggende forårsskib, fordi dette så passer med at være avlstidsskibet og det samme må være gældende for hækken på skibet (for resten af foråret) indtil solhverv, der jo indleder sommerskibet nedenunder. Herrestrupstenen er derved et af verden store klenodier, idet den afslørede helleristningernes gåde tilsvarende rosettestenen gjorde for Champollion, men vor sten bærer stadig på gåder som den nye digitale fototeknik måske vil kunne opklare: Kan vi stole på denne tolkning? Matematisk giver den god mening, men hvad viser alt dette så om bronzealdermandens liv og praktiseret religion? Riten for svinet er emnet på Engelstrupstenen, der jo var nabo til Herrestrupstenen, hvor okseriten (og menneskets) så kan udregnes og dette fører tanken mod vor jul hvor det lille barn fødes i krybben hos koen den 24. en måned før. Dagen (mrk. +1dag) må her tolkes som en egen uge, men den består så kun af helligdagen, nemlig "barselsdagen" for okse og mand. Dette system har kunnet bruges uden problem hvert år viser matematikken også, som en påmindelse tilos om bronzealdersamfundets høje kundskabsstade. Vi ser siden stenalderen en kalender med 7 dages uge! I år falder deres helligdag på vores torsdag fortæller matematikken os, men vi fejrer så altså også barnefødslen en måned for tidligt.


De 2 kæmper er vigtige i myten, der berettes i helleristningerne. Vivebrogårdstenen fra Jylland her har 17 uger i form af skåltegn i en spiral, startende ved efterårsjævndøgn og sluttende ved den 24. januar, hvor en dag skal sættes ind, hvorved kalenderen passer. Man slutter ved "3-årstider" mærke-ugen dvs. ugen fulgt af d. 24. januar (Hellig3store). I Østfold, Norge ses kæmpen med symbolerne på vinter og sommer, dvs. korset og solgryden/jævndøgnssolen.  På Fossumkalenderen kæmper de 2 kæmper ved sommersolhverv og naturkæmpen vinder. Han kaster med solbolden eller som tv. barsler med solen ved vintersolhverv/ juletiden. Ovenover ses velsagtens grydekæmpen, der har del i barselsprocessen. Jeg har medtaget et par andre exempler på vinterens naturkæmpe der viser attitude, nederst med hel cirkel som var det gryden. Det kan ikke udelukkes at solbilledet som cirkel er relateret gryderitualet, tværtimod kunne man tænke sig at supplerende gryderitualer fandt sted fx. her ved vintersolhverv, blot sikkert i mindre opsætning end hovedriten i ugerne efter forårsjævndøgnet. Denne avlstidskalender for riten ses måske faktisk også på Vivebrogårdstenen. som et skib, efter vinteren, der måske ses i form af et bånd af skåltegn øverst overensstemmende med nogle vinterskibe med 8 uge/mandskabsstreger. Et skåltegn synes bredere svarende til omkring februar/marts. Avlsskibet består af solugen, tornens 2 uger (mrk. blå), såugen (grøn), små og store dyrs avlsuger (røde), menneskets (gul) og naturkæmpens uge (sort kors). Vivebrogårdskibet kan forstås som denne avlkalender, der starter året efter forårsjævn døgn. Først skåltegnet for solugen så tornens uger, frøugen, 2 dyreuger , mandens- og naturens-. Ovenover findes den fiskelignende tingest, som findes andre steder (fx. Kivik) Den minder om entrebroen der forbinder det nye år med den forgangne vinter. Hvis vinteren foldes ind over det nye forår rammes avlstidens 8 uger, som en entrebro mellem de 2 skibe. Mindre sandsynligt er det at båden viser en dagskalender med 7 streger/dage. Læs meget mere  <Lyt til udsendelse om bl.a. stenen tv:Vivebrogårdstenen,Fossum, Fiskeby

Adventskransen er vel et symbol fra dyrkelsen af de 4 årstider. Tidligere blev det nye år indledt i marts, hvorfor det i bronzealderen var de 3 store overståede og produktive årstider, der blev fejret i ugen omkring 24. januar, hvor barslerne for okse og menneske mytologisk er angivet i helleristningerne. Ændringen hvorved årsskiftet flyttes til 1. januar er fra romertiden, hvor hærførerne ønskede at starte året unaturligt tidligt i forhold til agerbrugstraditionen hvor man startede når solen vendte tilbage om foråret. Julemanden, (måske fra hjulmanden eller keltisk yule?) er oprindelig naturkæmpen, der herunder på julekortet dog har skiftet farve til rød trøje i stedet for brunsort (eller grøn) som naturens. Retteligen burde rød være sol(gryde)kæmpens farve, men gennem tiden udslettes de klare opdelinger selvfølgelig lidt. Somme hævder, at denne ændring skyldes et internationalt læskedrikfirma. H.C. Andersen hævder i hvert fald stadig i 1800-tallet at nissens trøje er grøn. Rød, brun og grøn er stadig mere relateret julen end de andre farver, hvilket kan ses af at langt de mest solgte trykfarver op til jul er disse 3 farver. Billeder mv. i de aviser og reklametryksager der trykkes til jul er altså især røde, grønne og brune pixels udover textens sorte. Julemanden her på kortet er på bedste traditionelle vis flankeret af naturens dyr. Det grønne julehjul i form af adventskransen er symbolet på årets gang og de 4 årstider og derfor tændes lysene et efter et, forårets, sommeren, efterårets lys og sidst vinterens. Når det sidste lys tændes er det første næsten brugt op, som symbol på at nu er foråret langt væk og svag i fremtræden og trænger til at fornyes gennem forårsriten. Juletræet er vel også det gamle vækstsymbol, der vokser fra den ofrede jævndøgnsmands krop på guldbracteaten. I kirken uddeles stadigvæk legeme og blod, nu bare i kristen koncept. Vor praktisering af kristendommen er altså meget traditionsbunden og nok mindre relateret til nye religiøse strømninger udefra end hidtil troet.

De 4 årstider danner årets (h)jul og kæmpernes ben, forår og sommer på solkæmpen (dvs. Gud i himlen) og efterår og vinter på jordkæmpen (satan nede i jorden). I Trøndelag, Norge finder vi de 4 årstider som hver sit skib ligesom på Herrestrupstenen. Over efterårsskibet findes jordkæmpens "bjørneklo" dvs. naturen og mandens skosål dvs. hans bebyggelser og kultur.

   
                               
Her ses naturkæmpen med sit attribut (korset) stående ved vintersolhverv og vort nytår i et juleskib med de 10 uger der mangler i Fossumskibets år. Sammenlign med det tidlige viste med 5 ugestreger, hvor solen er i maven på kæmpen. Skibet i box 1 har 1 extra streg  på kølen og det er så den enkelte dag d. 24. januar som er den extra dag der indskydes her, således at det så bliver den nye helligdag, soldagen (dvs. fra 25. januar 2013 startes ugerne så om fredagen og slutter torsdag).

Julens traditioner strækker sig årtusinder tilbage i tiden, men tillempes også de nye tider og skikke.

Traditionen hos 1800 tallets bønder kan måske være lærerig: Ligesom julemanden i dag kommer udklædt, så har man før klædt en person ud som julebukken med horn og dyreskind. Bukken kommer så for at skræmme og fascinere børnene i anledning af julen, (ligesom julemanden i dag, der oprindeligt var fanden selv i julehumør). Man hører også om udklædning som hjort og det peger jo på vildskaben i jordkæmpen, der jo også er naturkæmpen, der i tornugerne i bronzealderriten  skræmmer som den vildmand der først leder årstiderne, men pludselig kommer løbende bagfra som vilddyret og snupper vinteren. 

Juledyret dræbes som et symbolsk drab på dæmonen. Traditionen stammer vel fra ideen om at man må slå naturkæmpen ned, inden solens (gryde)kæmpe kan vinde magt i foråret. Man kan nok ikke udelukke at ideen om drabet på vilddyret er flyttet ligesom nytåret og juletræet, der i helleristningerne tilhører forårsskibet, men omvendt kan vi se nogen tegn på at julen i en eller anden form var existerende i bronzealderen og også relateret den tomme offergryde, måske ved at man slog på den og messede om dens tomhed og længsel efter at fyldes af mennesker og dyr, med en følgende vidunderlig vækstsæson. Det er foreslået at man dansede kædedans og slog på skjoldene omkring julemaden og vi kender kretensiske (sommer)ritualer med aftenmesse og følgende måltid inden kædedansen om musikerne. Mændene danner inderste ring med kvinder og døtre udenom, men med ryggen til. Man starter med traditionelle hellige sange om miraklet derefter starter den langsomme kædedans, 2 skridt til højre og 1 til venstre. Efterhånden kommer unge kvinder til og mændene danser nu med kvindelige familiemedlemmer imellem sig. Der synges vekselsang og dansen skaber sammenhold i familien. Det starter med det religiøse og ender med fest og popmusik. Der er ikke langt til børnesangen om gryden der tager den sidste under den 3. runde og det er jo uheldigt for vækstsamfundet hvis der er en mand eller kvinde for meget  i kæden i et samfund med monogami, så det har været naturligt at tilskrive naturen en lov som går ud på, at søge orden ved at lade naturen tage de overflødige efter naturlige metoder som denne kædedans fx. i 2 kæder og en duelighedsprøve som årstidsløbet. Mon ikke man har haft remser eller sange der kunne memorere myter og mærkedage i stil med "nu' det jul igen og nu' det jul igen og julen varer lige til påske", eller i hvert fald da til fasten, der kommer indimellem, kan vi forstå. Ved vor fastelavn jager de unge mænd i øvrigt pigerne, der løber i bar særk, fortælles det.


Grønkålen, der giver en god "grønlangkål", er en sund og forfriskende ting i vinteren. Den kan tåle sne og kulde og kålens gråblå farve på Sybergs billede er jo ramt godt. Når sneen falder kan man stadig hente kålstokkene og nyde lidt af sommerens grønt. Træerne th. er blevet "stynet" og løvet brugt til foder. Et par kuler rummer foderroer og kartofler foran. Den lange eftermiddags-sol fra vest danner skygge på udhuset og stuehuset med 2 skorstene. En fra ildstedet i køkkenet og en fra stuens bilæggerovn. En flok sorte fugle har sat sig i de stynede popler. Man hører næsten de lange, høje "KRAAAA  KRAAAA..."skrig skære sig gennem den klare luft. Alt venter på sneen og julemåneden, med fråds, hygge og hjemlige sysler hvor man kan hugge, save og skære træ til og reparere og lave nye redskaber. Træernes tilstedeværelse har stor praktisk betydning: Egetræet til de hårde, krævende træ-genstande som store sleve, møbler og redskabsdele, poppel (asp) som brugstræ til staver til hegn og humlestaver, billige møbler, brænde, løvhø og f.x. tagrytterne der holder på tagrygningen. Poplerne skærmer også lidt mod vestenvinden og deres bark indeholder smertestillende medicin ligesom pilebark. Flere træer ses mod havesiden. Måske et asketræ til kæppe, skafter til økser, grebe og skovle eller bare godt brænde. Den heldige havde måske et æble- eller kvædetræ eller en lind (løn), hvis blade leverer en god urtethe mod forkølelse og beskytter mod brand. Fra birk fås "birkevin". Man ved at man i gamle dage tilbad og ofrede til visse træer og hyldemor er da også en slags god heks, der giver mange slags medicin i form af vitaminrige, velsmagende bær samt blomster til hyldethe og bark til salve mod eksem og som urindrivende the. Let er det at lave piber af de udhulede, marvfyldte grene og tobak var jo også en form for folkemedicin.

 Halm var vigtigt til mange ting udover at give korn og riter har været indlysende: Det sidste korn-neg fra høsten klædes ud og kornet herfra bages til en helligkage. Neget har stadig rødderne og det pløjes ned ved forårstide, som et offer for at tilbagegive kornets vækstkraft til jorden, analogt måske til jævndøgnsmandens legeme der jo også gives til jorden (eller nutidens kompost).

Figurer af halmstrå var (og er) også en almindelig tradition og findes helt tilbage hos ægypterne. Halmstråenes krydsning synes at have en beskyttende virkning. Man har flettet halmsko og halmringe i det mørke efterår  og tidligere tiders langhalm var jo ikke knækket af ballepresseren, men indbød derimod til leg med de lange strå fra de mange neg, der blev høstet i sommeren og ombundet med stråene selv som snor.  lyt også til udsendelse fra okt.2020 efteraar og tid,bondekal, uret

Andre traditioner:

Epifaneia (Hellig Tre Konger) er ved middelhavet en åbenbarelse, tilsynekomst af det gudelige. Kællingen Befana går rundt med gaver til artige børn fra nytår til Hellig Tre Konger (især 5-6. januar)   Vi kender også til saturnaliafesterne i Rom for gudinden Strenia , der i keltisk tradition hedder Giubiana, (herfra gubbe for gammel?) Saturnalia strakte sig over en uge fra 17. December.