Christianshavn med vinkelgårdene bag volden

Forordningen af 29. December.
1758 tog Sigte paa Fællesskabets Ophævelse i Sjælland:

Sognet blev matrikuleret paa ny, Bymarker og Oredrev deltes op i Jordlodder af lige Hartkorn og under megen Højtidelighed fordeltes de mellem Indvaaneme efter Lodtrækning. Besidderen fik sin Lod i Arvefæste, hvilket i Realiteten betød Selveje, og Hoveriet afløstes af en fast Pengeafgift. Den 1. Oktober. 1767 udstedtes Arvefæsteskøderne, og den lærde Bonde Hans Jensen til Bjerregaarden blev den første Udflytter i Danmark.
Der var en Del Uvilje mod at forlade de gamle Bopladser i Byerne, men da Eksemplet var givet, flyttedes Gaardene i større og større Antal ud paa de nye Lodder. Snart stod Udskiftningen paa Dagsordenen overalt i Landet og med Stavnsbaandets Løsning 1788 var Bondestandens Frigørelse en Kendsgerning.

Fra Danmarks land og folk (let tilrettet)

Jeppe er Typen paa en sjællandsk Bonde i hans
værste Fornedrelsestid, som i Flasken druknede Sorgerne og der fandt
sine stakkede Glæder. Holberg der i sin Skildring er jævn og ligetil og
uden al litterær Pynt, har ogsaa træffende Bemærkninger om disse
de sjællandske Bønders mindre lyse Sider. „Det meste de debauchere
udi er Tobaks-Smøgen, som er næsten hos alle saa
excessiv, at den allerringeste Bonde forøger om Aaret i det allermindste
et Par Daler, saa det er en usigelig stor Summe Penge, som aarligen til
sligt anvendes. Det er derfor til stor Nytte, at her og der i Landet
avles Tobak, paa det nogle af slige Penge kan blive i Landet. De fleste
af Mandfolkene inclinere ogsaa til Drik, og er der mange mellem dem,
som holde det for en Umulighed at kunne køre et Krohus forbi, dog
ikkun under det Ærende den meste Tid at ville tænde deres Tobaks-
Pibe. Men naar Bonden har Penge hos sig, da bliver det ikke derved,
thi da gaar det løs paa et Glas Brændevin, Mjød eller øl og sommetider
paa flere, indtil han saa tilpakker sig, at Hestene dernæst overlades at
finde den rette Vej. Det er derfor, at der fortælles, at en Sjællands-
Bonde, som til Drik var inclineret, har paa sin Hjemrejse fra Køben-
havns Torv kørt paa en Fjerdingvej mellem tvende Kroer udi tvende
Dage og dog tilsidst endnu havde samme Fjerdingvej af sin Rejse til-
bage. . . . Slig Levemaade kan ej heller andet tilvejebringe, end at saa-
danne Folk alletider ere ligesom dorske udi Hovedet og til at tænke og
overlægge noget fornuftigen aldeles ubekvemme."

------------ Kildevældene

Til Vartovkilden nær ved Tuborg tog man sin Tilflugt paa
Holbergs Tid og det var Folkelivet her, der fremstilledes i Intermediet
til „Kilderejsen'', da denne Komedie oprindelig kom frem paa Skuespil-
huset i Lille Grønnegade; ogsaa til Vangede Kilde var Tilstrømningen
stor, men her synes den egentlige Kildekultus at have haft Overvægten
over Forlystelserne. Ligesom ved Vartovkilden stod her en Kildeblok,
hvori ofredes til de fattige, men Pengene maatte være indpakkede og
Pakkerne hver indeholde 3 Stykker af samme Møntsort. Vand af Kil-
den tog man med hjem i Flasker og Krukker, og naar de syge kørte
hjem, maatte de tildække deres Ansigter og ikke se nogen.

Den Kilde, der kom sidst i Ry, men til Gengæld bevarede det længst,
var Kilden i Dyrehaven, opkaldt efter Kirsten Pil, næppe en Sagnfigur,
snarere en ukendt Kvinde af Folket. Først i Aarene omkring 1730 begyndte
den at tildrage sig Opmærksomhed. En fransk Dansemester,
der stod i Kongens Tjeneste, Henrich Brinckman, var paa sine Spad-
sereture i Dyrehaven stødt paa den og besluttede sammen med en Ven,
en Parykmager Greve, at rense den op; den blev pyntelig indhegnet
med Sten, og i Banken, hvoraf Kilden vældede ud, blev indsat følgende
Indskrift:

Naturen viser her, hvad godt den har i Eje,
Da Kilden brød sig ud af hine skjulte Veje.
Kirstine Pil var den, som fandt det Kilde-Vand, 1583.
Som blev ved Brinckman og ved Greve sat i Stand. 1732.

-----

Til at begynde med var Kirsten Pils Kilde Samlingsstedet for føl-
somme Naturer, der dyrkede den Rousseau'ske Naturromantik; som
drog derud for at glæde sig over den grønne Skov og Kildevandets Rislen,
 og i den store Bøg, der ludede ud over Kilden, indridsede deres
Navne. Men snart blev den Midtpunktet for et broget og larmende Folke-
liv. I Kildetiden, der oprindelig kun varede et Par Uger omkring St.
Hans og Vor Frue Dag, samledes stedse voksende Skarer af Hovedsta-
dens Beboere her i den skønne Skov, enkelte for at kvæge sig ved Kilde-
vandet, som de øste op „med Haand og Hat flere for at sætte Livs-
aandeme op ved solidere Spise- og Drikkevarer. Kort efter Aarhundre-
dets Midte begyndte man at rejse Beværtningstelte omkring Kilden og
ved dets Slutning var der fuldt af Boder i den halvrunde Skovlysning
oven for Kilden, og her producerede sig Kunstmagere og Gøglere af
alle Arter
 

Ros kilde (Sct. Hans) kilde