Snoreskørtet er af mytologisk betydning og var ofte forsynet med små stumper bronzerør om snorene. Snorene forbinder "jordmoderen" til jorden og tidernes gang på jorden. Disse "jordmødre" havde smykker med tidsspiraler og bæltepladerne har en torn eller od hvorpå året balancerer og som hylder solen og dermed gryderitualet, som hun er en vigtig del af. I solens tid er denne datter af den gamle afdøde jordkæmpe det feminine element i avlen og solens partner. Egtvedpigen var dermed svinets præstinde og jordisk svine-gudinde og dansepartneren på Engelstrupstenen. Hun var også relateret hunden, der ofte ses når den følger hende og som blev undfanget samtidig med svinet (og ged og får). Hunden fødtes ved solhverv.

 
     Fra jernalder til renaisance:      
    
På kalkmalerierne danses der også med solvifte og til hornmusik og på guldbracteaten indsat findes snoreskørtet hos jordkæmpen bagved solkæmpen, der danser saxedansen og driver solblenderen der også kendes fra Kivikgryden og en række andre ristninger. Den er symbolet på årstidernes omrøren i livets gryde og dobbeltheden i altet: En gren deler sig, mand og kvinde formerer sig, sommer og vinter, himmel og jord, ånd og legeme. Engelen dvs. sjælen flyver op fra gryden solkæmpen danser om. På kalkmaleriet er mandsdragten delt i 2 farver brunt og grønt symboliserende skillelinien mellem ro og vækst, mellem vinter og sommer.

Kampen mellem sommer og vinter hos Olaus Magnus
På dette erotiske postkort (fra før pornoens frigivelse) antydes frugtbarhedens mysterie med det strategisk placerede håndtag på leen samt kornet og moder jord der tilfældigvis dukker op med smykker og vildtvoksende og naturlig kønsbehåring.
      
De 2 nederste ristninger viser dette begreb med "den omvendte gryde" og liggende som "halvfyldt" for svinets vedkommende lige inden solhverv. Den røde streg og den gule streg viser tidspunktet for grydedansen med ring, <der er forbundet til avlsskib nedenunder, men også starter forklaringen øverst på billedet. Ristningens størrelsen er således at skoene er naturlig størrelse forklares det. Måske er det en elgko og en båd til skuddagstillægget der ses også.

Vor fader i himlen og vor moder på jord: Orne og so udsprang af jordens kraft gennem "jordmoderens" mellemkomst, ligesom kornet udspringer fra frøet i jorden. Svinet er et "jordens dyr", mens koen kommer fra himlen.
      

Materialerne i bronzealderen:
Vindæg og præstepik.  Kalklagene fostrer den hårde flint, som kan knuse granitstenen, "jordens æg" og kraften frigøres så med tiden, der forløber i spiraler i fortid og fremtid og giver kraft til væksterne, som med tiden fx. bliver til træets årringe og giver kraften til lemmer og legeme, (der gøres levende) gennem avlsriten, hvor legemet tilføres ånden. I riten gaves legeme og ånd som offer, ligesom kæmperne gjorde ved verdens skabelse. Mon ikke også fx. den hvide fluesvamp har gjort sig bemærket hos pigerne pga. sin erigerede form, når den kridthvid skyder sit særdeles dødelige frugtlegeme op af den sorte jord i juni eller stinksvampen med sin slimede brunt belagte fallosform og kloakstank, der senere fik det poetiske trivialnavn præstepik. Det var synlige beviser på rigtigheden af jord og himmeltroen, at naturen selv stritter af potens og avler af jordens usynlige dyb. Det mest magiske har måske været metallerne, bronze og guld, der er "den udvundne kraft og styrke" fra stenen, og derfor var der god ræson i at kaste denne destillerede styrke i form af guld ud i søen, så kraften får tilført mere af solens styrke, som man så havde indkøbt for overskuddet af produktionen eller erobret fra indtrængere o.a. Der er så også god ræson i at bryde våben i stykker og ofre dem, fordi kraften indeholdt i bronzen frigøres ved skrotningen gennem etablering af jordforbindelsen (i fx. Illerup ådal) i mosen, ligesom styrken fra guldet frigøres ved ofringen.
      
   
   Fuglene er himlens dyr: "Himlens sten", fugleæggets skal er kalk, der er camoufleret som sten. Flinten er også himlens hårde sten, tordenkilen, fostret i kalk og i stand til at riste i den hårde granit, "jordens sten", fostret i leret og agermulden. "Vindæg" er misdannede æg uden kalkskal (og jvf. H. C Andersen lægges de jo af en basilisk).
                

fra forsiden: Forår (todelt) samt sommer og efterår nedenunder.

Frugtbarheden er meget vigtig for bondemanden og agrar samfundet i sagens natur og i tusinder af år har vi levet af sommerens vækst og jordens gaver, som skyldes frøet i jordmoderens skød og viriliteten hos de mandlige væsner.

^Fra Tanum har vi helleristningen med jordmoderen der skaber ånd ud af materie i forbindelse med avlsriten. Fra  det hængte legeme ved jævndøgn stiger ånden op og besjæler nyt liv gennem åndens navlestrenge, der er forbundet til kalenderens tidsangivelser på rette sted og ender ved gudindens skåltegn, der betyder ofret og dermed gryden. Øverst ses kæmpen, der ved verdens skabelse bedækkede husdyret og grundlagde landbrugskulturen og avlen af tamdyr.

Nedenunder bidrager et par andre skibe til at forklare sammenhængen. En periode (skib) ses med skåltegn til afslutning (mrk.rød) for ofret ved årsløbet (benhugget) og hæk der skal tælles med efter kølreglen og som derfor bliver ugestregen for frøugen, der følges af den skæve halvcirkel i skibet bagefter uden køl. Dette grydesymbol ses ofte og henviser til den tomme livmor, hvori livet skabes naturligt ligesom det skabes i offergryden af menneskekulturen. De  er ofte anbragt i kalenderen som de 2 avlsuger for dyrene. Ved undfangelsen vendes gryden så og fyldes efterfølgende med afkom indtil nedkomsten. Bemærk "jordmoderens" ben der har samme omvendte U. Bagefter følger mandens avlsuge (mrk.gul) osv. indtil solhverv i overensstemmelse med standarten fx. Herrestrupstenen, der deler foråret op 5 uger før solhverv, mens det her deles efter frøugen så der er 9 uger i sidste skib, men er det samme. Øverste skib læses modsat det nederste hvorfor øverste er forklaringen til den nederste matematiske opregning. Begge slutter ugen før solhverv helt efter bogen.

v Stenen herunder opregner "tornens tid" til venstre og sidste uge har hyrdestaven som solemærke samme sted som jordmoderkalenderen fra Tanum. og henviser nok til denne told der indfanges og at avlstiden, hyrdens tid, er inde. Senere bliver det vel til bispestaven og biskoppen er jo også en slags sjælehyrde for de troende får. Som det ses er der solemærke med sol(gryden) angivet ved mandens avlsuge og gangugerne angives med en slags grydesymbol, idet offergryden tømmes ud over jorden ved libationen. Den sidste uge der ses er solhvervsugen og det kan man næste fornemme i den bølgede linie der ender som hyrdestaven og har streg, der viser solens faldende højde derefter. Det er igen en anden måde at se perioderne på, men stadig i fuld overensstemmelse med kalenderregningen. Der er skåltegn for oven formentlig til ofret som foretages mellem ko-uge (rød streg) og mand-uge (gult solemærke for gryderiten) Det viser også at manden er skabt i solens billede og gryden og han vises ofte med skåltegn som hoved både på ugestregerne og billederne, mens kvinden har hårfletning bagud.

<Skoene er agerjorden og det hellige mytologiske hus altså forbundet til jord og himmel i endnu en dobbelthed. Manden er en lille sol og huset er hans himmel. Det er svært at sige hvad de mange omvendte gryder/livmødre i forbindelse med forårsavlen nøjagtigt henviser til, udover placeringen i dyrenes 2 avlsuger hvor det indimellem findes.