Foråret  [The spring] starter efter jævndøgn når al den gamle tid er brugt op
Først bruges 3 årstider, så tillægges en dag og den sidste årstid lægges til. Hvis det har været skudår (som i 2012) har denne tillagte dag det resultat, at jævndøgnet kan falde nogle timer før tid og at der dermed bliver en dag extra før det nye år starter. Det er dog rent regneteknisk fordi jorden bruger længere tid end de 365 dage for at nå helt rundt om solen, således at vi må kompensere regneteknisk og lægge 1/4 dag oveni. At solen når jævndøgn nogle timer før midnat har man selvfølgelig ikke bemærket i oldtiden gennem observation, men regneteknisk vil man hurtigt opdage at man astronomisk kommer bagefter de faste tidspunkter, der er sommersolhverv og "de 3 store vækstårstiders" barselsfest, netop gennem måske sommersolhvervsfestens hyldning af solpositionen. Det hævdes at Stonehenge m.fl. netop er observatorier for bl.a. solhvervssolens position, hvilket jo ved optælling af dage automatisk vil føre til kalendermatematikkens forståelse for den der studerer den og gør sig umagen at tælle dagene. Det indikerer at de har brugt matematikken overordnet i hverdagen i forhold til de astronomiske observationer og at der er fundet sammenhæng mellem denne tidsforståelse for himmel og jord, så den ristede kalender har kunnet anvendes troværdigt over lang tid, som jo netop uforgængeligheden i materialet også antyder. Det er altså en "evighedskalender", men den forudsætter indsigt i skuddagsproblematikken, for at være brugt over tid. Hvis solhverv kommer et par dage ud af trit, vil den kvikke vel hurtigt udregne hvordan der kompenseres for forskellen og dermed så bringe kalenderen i overensstemmelse med solens års-ur og alle vil anse ham for genial for nu at have regnet den rigtigt ud, så man hver dag vidste hvad dag det var på året uanset om det var mørkt eller lyst.
For bonden er det vigtigt at kende den rette tid, selvom han i kolde år måske udsætter såningen lidt. Agerbrugets succes hos os skyldes den viden vi har om årstidernes gang og naturens årscyklus. Bonden vil gerne tæmme tiderne, så de opfører sig hensigtsmæssigt og derfor vil kalenderen have anvendelighed. Den giver et kraftigt fingerpeg om tidernes gang.

Fra ben til sten, fra vild til ild, fra vand til mand, fra frø til hø

Årets første uge er solens uge, hvor solens tilsynekomst over horisonten (i længere tid end under) hyldes. Torn-ugerne symboliserer dobbeltheden fx. bevægelsen, der skaber tiden, kraften (arbejde, som ampere) og styrke (muskler, som volt), jord og himmel, sommer og vinter. 2 sko er anbragt over de 2 uger, der vises som et V (blå), hvilket viser at der er tale om menneskets dont, som en slags olympiade til "gudernes" ære. Her er der tale om hyldest til de 2 kæmper, hvis dont mennesket på jorden eftergør, med deres løbsrite, som sikrer tidens gang og årstidernes kontinuitet. Over koens og mandens helliguge er anbragt symbolet for "solens gryde" (og solen), fordi der her gennemføres en "gryde"-rite, med "gryde"-dans og ofring igen. Der er i alt 3 ofre, der gøres: En hængning ved jævndøgn til solens ære, et hug i benet ved sidste løb og sidst halsoverskæringen ved "gryden", hvor sjælen (blodet) ofres til jorden for at give kraft til afgrøderne, hvilket sker gennem libationen i 2 uger omkring solhverv. Man sagde at økserne hævedes fra jævndøgn til solhverv og det symboliseres af streger, der hæver sig skråt op fra ugestregerne. Alt dette stemmer overens med en række andre kendte ristninger. De store rituelle (forårs)-økser kan ses på Nationalmuseet, ligesom Engelstrupstenen, der matematisk og symbolsk stemmer overens med denne, men opregner tiden helt til over midten af sommerskibet, hvor svinet fødtes og ligner skibet fra Tanum herunder.

Hjulkorset betyder hele året med de 4 årstider, der dog i kalenderen har forskellig længde. Vinteren begynder 8 uger inden forårsjævndøgnet og i ugen derefter begynder et nyt år med foråret. Ved solhverv begynder sommeren og varer til efter efterårsjævndøgn, hvor efteråret så varer i 17 uger indtil barselsfejringen 3 uger inde i januar. Her indsættes den 365ende dag, således at der er en fast helligdag, der udgør en selvstændig uge med kun en dag. tv. ses et skib der viser perioden mellem mytologisk befrugtningen og så barselen ved stævnen, hvor de 3 "ører" angiver de 3 uger ind i januar.
Ved jul/nytår står jordkæmpen med sit kors og viser vintersolhvervsattitude med armene. "Solviften", som faktisk er tidsspiraler (for hengået tid og ny tid) angiver sommeren forstået som "tid før og efter midten af sommeren mellem solhverv og jævndøgn". Spiralerne er netop tidens gang. Spiralerne anvendes andre steder blot som angivelse af ordet "sommer" i kalenderen. Det ses fx. på rageknivenes motiver. Den nederste kalender har slående ligheder i solemærkerne og solkæmpen løfter sommertegnet altså spiraltegnet ved start på sommeren. Det er vigtigt at medtage ugestregerne på hæk og køl, da de er vigtige dele af kalenderføringen og forståelsen af matematikken. Der er en række systematiske regler som skal følges, men så passer kalenderen matematisk over en årrække, når skuddagene tillægges, formentlig ved vinterens slut med jævndøgnet, fordi matematikken så passer helt nøjagtigt.

                                        

 

 

 

 

Forårets slutning: Stenen fra Springforbi faldt mig i øjnene pga. dens lighed med andre sten, der har et ret nøjagtigt sammenfald. herunder gryden med de 8

Man kan nu jage det unge råvildt fra sidste år og nye rålam fødes i maj. Indtil et par uger ind i juni kommer kronvildtets unger og sidste års unge jages så bort.
Naturens kæmpe er gået under jord indtil solhverv, hvor han rejser sig og de 2 hævede økser (el. sværd) taler. Kæmperne kæmper og hver uge tager de et skridt mod efterårets skib, hugget i benet falder og naturkæmpen har så genvundet magten og kraften kan gå i jorden, hvorfra den genfødes ved forårsriten. Solgrydekæmpen har styrken men dyrekæmpen har kraften og lige nu stiger (solens) styrke og (jordens)kraft bruges af væksterne. Fotosyntesen stiger med solens styrke og giver afgrøde, mens nitraten mv. i jorden forbruges hertil og udpiner jorden. Det er vel denne observation der skaber libationsriten op til solhverv, hvor grydens indhold udspredes og genskaber jordens kraft. Jordens kraft kan også sammenlignes med (elektriske) ampere og solens styrke med volt. Styrken holder pæren tændt, mens kraften giver mere udbytte fra pæren. I starten af juni måned ses angivet en lille sol som forløber til solhverv efter libationsugerne, der har dette mærkelige dyreudseende, som man eller ville tolke som dyrenes avlsuger. At Odsherred har været et herred med stort potentiel vidner Kong Valdemars jordebog om, idet der heri angives at skattegrundlaget (middelalder) er 351 plove, et langt større antal end forventeligt, når der sammenlignes med andre herreder på Sjælland og i betragtning af det sumpede område med de udstrakte moser og søer. Der findes flint, kalk og ler  mod nord og det har vel bidraget til udviklingen af områdets velstand. Odsherred har nærmest været at betragte som øer omgivet af sumpe, således at skibe og både har været vigtige for kulturudvekslingen med det store område med den skandi-keltiske kultur.

Stenalderen ( dvs. før 1700 fvt.) var en varmere tid med mere vand. Oddens magi har været nærliggende, med baggrund i jægersamfundet, der efterhånden bliver til bondesamfundet.
I naturen sås det store elmefald år 3900 fvt., der medførte at birk og især hassel tog over sammen med eg, el, ask og lind der også øges igen. Man har formentlig kunne så flere uger før end man kan gøre det i dag, således at såugen normalt ikke kunne blive ramt af sne som tilfældet var i fx. 2001. Dyrene har så også haft tilgang til nyt foder tidligere end det har haft i de seneste par millenier.
Noter: År 2001 havde april middeltemp.5,6 gr.C, højest temperatur var 20,1 gr.C og lavest -6,5 gr.C d.14 i Midtjylland. (ref. naturens verden 1/2002)
Mens 2001 bød på kulde og lidt sne midt i måneden, var april 2009 varm og tør med middeltemperatur 9,4 gr.C o solrekord. De svenske elve svømmede over sidst på måneden. Jordtemperatur målt 14 gr.C (ca. 5 cm. dybde, midt på dagen i april), dvs. ret passende for såning.
Forårets start 2009 gav mulighed for at forestille os bronzealderens varmere klima med god afgrødespiring allerede ved starten af maj, hvor fårene traditionelt lemmer i stort tal, svarende til befrugtning omkring 1. dec.

                    

                              Økserne hæves indtil solhverv
                            

fra tidligere:

Det nye (vækst)år starter. Vækstkraften i form af grydekæmpen skal overtage magten efter vinterens naturkæmpe. Væksten næres af solen, ved at jordens kraft genfødes efter forårsjævndøgnet hvor en dag evt. indsættes før det nye år begyndes med uge 1. Dobbeltsolblenderen i gryden skaber livet gennem vækstkraften fra ofrene.

Helleristningsmyten siger at overgangen sker ved at vinterskibet hager sig fast ved et forårsskib med bagstavnen. En entrebro drejes et sted over i form af avlstiden, (vist længere nede th). Avlstiden kan forstås som et separat skib, der forbinder os til den nye væksttid og trækker jordens kraft frem v.hj.af solen fra himlen. Tiden er en snor som må trækkes fremad for at der ikke opstår tidskaos og hertil haves riten som efter slaviske talprincipper tilfører jordkraften varme fra solen så spiringen kan starte En ting der er gået lidt i glemmebogen i kalenderen i dag er dobbeltheden i tiderne som det kan ses på primstave og gamle kalendere, hvor tiden spejles. For at illustrere en af disse senere 1700 tals kalendere v.hj.af en helleristningskalender (begge fra Norge) og bronzealderens fascination af tal og symmetri i kalenderen tages her vinterskibet og spejles over jævndøgnet, hvorved tornens 2 uger vises af naturkæmpen med nettet og de store dyrs avl og mandens avlsuge udgøres af grydekæmpens (med bue) ben. Det kunne måske være på sin plads at udforske om Østrigs Ôtzig kunne supplere vor viden ligesom moseligene o.lign. Ôtzig havde netop skader på hånden og i hovedet efter slag og havde pil i ryggen og derefter måske anbragt, som hyldest til solen fra jorden, for at vække væksten til live. Det er jævndøgnsmanden med swastika-armene i helleristningerne. Er han en østrigsk jævndøgnsmand, (evt. bortløbet med skader), vi ved det endnu ikke , men forskning heri er nærliggende.
 

RO vinterskibet spejles til avlstidsskibet                   spejlakse (jævndøgn)
                                  
væksttiden er i gang igen
Der må være grund til at der er angivet disse omvendte dvs. spejlvendte avlsmarkeringer i vintertidens skib beliggende 2 og 3 uger efter 24. januar og 6. og 7. uge beliggende 3 og 2 uger før jævndøgn. Den nyere tolkning af Herrestrupstenen kunne måske udlægges efter det her viste princip med foråret som 2 adskilte skibe, der tilsammen udgør forårsskibet. Som det er påvist kan Bronzealder-kalenderen udmærket sammenlignes med nutidens:
Tv. herunder bronzealderens uger i forårsskibet sammenlignet med nutidens kalender 2010.
                        

Jævndøgnsriven der ofte ses, er måske en solpositionsmåler, der bruges til måling i forbindelse med fastsættelsen af forårsjævndøgn. Vi kan se, at det må være 3 ofre, der skal ydes for at give kraft til årets genfødsel. Kunne det være relateret skudårs-opregningen? Der ofres måske 3 år og solen giver så kraften det 4. i form af skudåret (der så deraf kaldes solåret?)
Dobbeltsolen ses bundet til spyddet og som 3 sol-skåltegn forbundet i kors-mønster og ofte ganget med 3 i dobbeltkors-form (=9). Måske ofres 9 ofre på de større helligsteder, mens det kun er 3 lokalt eller der sendes folk til fælles ritehandling. Der ses indimellem tegn på et militært element, men også den almindelige mand, kvinde og barn bliver ofret.
Det kan tænkes at henrettelser for forbrydelser har været inddraget, ligesom senere tradition hvor man henretter inden gudstjenesten (og tinget) der følges af festligheden bag efter.
    Dobbeltsol-blenderenDansen om solgryden,( forsvunden sten?)
Det er min teori at jævndøgnet indledes med hængning som solhyldest  man kan jo sammmenligne med Odin, naturkæmpen der hænger sig selv for at opnå indsigt på et højere plan. Der løbes for åndens kraft og legemet. Det sker formentlig i tornen omkring jævndøgn. så løbes de 2 årsløb med benbruddet. der løbes for henholdsvis sol og jord. Man nedkuler måske legemet ved såfesten, således at reb-løkken symboliserer frø der spirer og dermed spiren, der ligner det sædcellelignende symbol anbragt ved dyreavlen og også buen med skåltegn for enden på bracteater. Det betyder dermed spiren til vækståret indtil højeste sol ved solhverv, dvs. forårsskibet (som på bracteaterne er swastikaens tid, jævndøgnsmandens og grydedansens tid). Der danses nu og solkæmpen ofrer en ånd til vækstgryden, der gives til jorden under gangdagene, der i helleristningerne er de 2 sidste uger af forårsskibet. Det er ret sikkert at offerdagen ligger mellem de Store Dyrs- og Mandens avlsuge på (1700 tals) kalendere mærket Offerdag.


Stenen tv (mrk. 1) herunder ville man umiddelbart tolke  til at angive overgangen fra vinter til vår, med jævndøgnet angivet med cirkel og såugen med tvien fulgt af dyrenes avl i form af dyret, der også symboliserer vækstens gryde, der nu fyldes og skaber nyt liv i hundyrenes gryde dvs. livmoder. Se dog ovenfor for en mere indlysende tolkning. Ved siden af (mrk.2) ses symmetrisk avlsskib, hvor der spejler sig over midten angivet ved V på det sted hvor formentlig altså også blodofret gives og afmærket med de 2 hyrdestave (sidste røde og den gule prik). Nr 3 viser symmetrien over hyrdestaven og fører til næste skib med solhverv og kæmpekampen indtil hugget i benet. Bemærk forskellen idet der mangler en uge i det ene skib mrk.2, så det slutter 2 ugestreger før solhvervsugen. 3 kan forstås udfra 4, hvor man starter bagfra så bagstavnen er efter jævndøgn og der startes med tornens 2 uger hvor grydekæmpen løfter økse og foretager det symbolske hug ved ritegennemførelsen og forklarer hvorfor det er nødvendigt for at avlen lykkes. Sådagen følger med tvien dernæst dyrenes 2 avlsuger, mandens osv. Forårsskibet afsluttes på reglementeret vis ved at kæmpen, her med sol(hverv) og økse og klar til den kamp der giver ham hugget i benet, som heles i løbet af vinteren, mens naturkæmpen har magten, så han er klar igen til forårets avl(srite og arbejdet).

Det 4 skib vist th. øverst viser de 2 døde mænd, legeme og blod, der jo let inkorporeres i den kristne sammenhæng senere, som nadveren. Der ses måske også skråt stillet I for benhug-offeret, som er temaet her. Vi ser at mandskabsstregerne er at forstå som dobbelte, bortset fra bådsmanden i front med sol og økse og styrmanden i bagstavnen, der også har sol og økse, men solen holdes lavere fordi det er jævndøgnssol. Skåltegnet over ham angiver nok offertid i anledning af solugen. Vi læser fra højre: Myten siger der skal ofres legeme (det lille) til solen, benhug til GRO og sædekorn, samt blod til jorden (det store legeme) der strækker helt til gang-ugerne med libationen, der er de 2 sidste i forårsskibet, hvor kæmpen står. De 2 gang-uger er andet sted mærket som to skosåler med kors for naturkæmpen, der rejser sig ved udspredelsen af kraften fra gryden, meget dobbeltydigt. Fra grydekæmpen kommer kraften tilbage til naturkæmpen gennem livsånden fra blodet, så han rejser sig fra graven (med korset!) og optager kampen for efterår igen. Grydekæmpen er blevet rejst af jævndøgnsmandens legeme, der anbringes under mulde eller i stengrave og jættestuer. Ordene jættestuer og kæmpehøje bliver derved meget passende for det er de virkelig, omend en menneskeskabt mytologisk efterligning af kæmpernes virke. Højbygning og storstensarbejde var dermed sikkert rituelt arbejde som hyldest til dobbeltheden sol og jord, hvis samarbejde er så vigtigt for agerbrugeren i Skandinavien. Bemærk kæmpens penis, der fordobler kraften ved solhverv og det halve sommerskib, indtil hugget, hvor grydekæmpen falder og hvor kraften falder til naturkæmpens normale (faldende) energiniveau, der ender med vinteren.

Rughavestenen kan også tolkes omvendt, så den gule streg sammen med en brun danner tornen. den anden brune bliver så såugen og den grønne de små dyrs avl. Den røde er så tornen og/eller den tomme gryde. Store dyrs- og mandens avl er så (blå) gryde. Sml. m. Olaus Magnus
                                  

 

I Lindkær mose fandt man i 1773 en mand med overskåret hals og armene under kors bag ryggen ligesom de kunne have været sammenbundne beskrives det.
Dobbeltsolmyten holder gennem årtusinder og selv til Ægypten synes nære relationer. Herover ses billeder fra ritualet i Kivik, Skåne og fra grave i Kongernes Dal, Luxor. De 2 hjul på Kivik-vognen symboliserer dobbeltsolens årstider og deres gang. Princippet om 4 stk. er tydeligt i de ægyptiske grave, ligesom hovedafskæring ses og solløbsriten, hvor der løbes med hævet soltegn. Naturkæmpen går i jorden i foråret og tvinger derved væksterne og dyrene op af jorden. 

Den rituelle dans og årsløbet  er symboliseret af swastikaen (på flere bracteater fra folkevandringstiden), der også er årstiden (og jævndøgnsmanden) indtil solhverv hvor naturkæmpen kommer op igen fra jordens dyb og går til kamp mod grydekæmpen.


Der er mange tilfælde af genbrug af jættestuerne i bronzealderen og her er fund af den måske nyere anordning til riteudførelsen, men stadig med anvendelse af den kraft der ligger i højen og de sammenslæbte sten. Man har nu et bygget kulthus enten som stolpecirkel eller bygget af tørv. Grydehøj viser en stengang rundt om huset, der er anbragt op ad højen, der rummer stenkiste, brandgrav og urne. Løberne har måske løbet spidsrod rundt om højen og riten afsluttes i huset med et hyldestritual til jorden. Måske sidder grydekæmpen på tronen efter jævndøgn og her overværer han så den blodige rite, som herskeren over væksterne og solens repræsentant. Han udfører måske det rituelle offer af en sjæl til jorden (dvs. naturkæmpen og kraften). Benene bliver til stenene, der nedbrydes til jordkraft for mennesker og natur.